Skriko: Spillerne savner selvtillid

Foto: Jan Korsgaard

Herning Blue Fox er mildt sagt ikke kommet alt for godt fra start i indeværende sæson – i hvert fald ikke i forhold til de prognoser, der blev hældt ned over klubben og Petri Skrikos mandskab inden sæsonen. 

Midtjyderne tabte i går 1-2 i Rødovre, og det fik træner Petri Skriko til at konstatere, at hans spillere lige nu savner selvtillid.

Det siger han til Herning Folkeblad. 

Vi gør mange ting rigtigt i offensiven, men for tiden mangler vi evnen til at score mål. Afslutningerne ender tit i sidenettet eller på keeperen – ofte, fordi vi venter for længe med at skyde, siger Petri Skriko – selv gammel angriber på verdensplan og med adskillige sæsoner i Vancouver Canucks i NHL. 

Han er en mand, der ved, hvad han taler om i det regi. 

– Mine spillere stresser, fordi de savner selvtillid. Og når vi så brænder chancerne, kommer frustrationerne. Det er helt normalt, mener træneren.

Han mener dog også, at Herning havde fortjent point og en overtid i Rødovre, der havde en brandvarm Stefan Ridderwall i kassen. 

Fredag aften drager Blue Fox til Aalborg for at møde Pirates. 

– Der er ingen grund til panik, for vi er stadig et rigtigt godt hockeyhold. Med hårdt arbejde skal vi nok komme ud af den her modgangsfase. Jeg er ikke bekymret, siger Petri Skriko til Herning Folkeblad