Skriko og Herning har nydt pausen og passer ekstra på Spelling

Foto: Jan Korsgaard

Stort interview i dagens Herning Folkeblad, der har talt med Blue Fox-træner Petri Skriko om den kommende kvartfinaleserie mod Aalborg Pirates. Her fortæller Skriko, at humøret er på toppen i det midtjyske, hvor man har nydt pausen fra slutningen af grundspillet og frem til slutspillets begyndelse i morgen. 

–  Jeg tror, det har været godt for alle med et par dages pause. Op til pausen havde vi en hård periode med otte træningspas i løbet af fem dage. Det er altid lidt svært, når vi kommer ud af den normale rytme. Men det er ens for begge hold. Jeg tror, vi er, hvor vi skal være. Alle spillerne virker virkelig sultne, friske, i godt humør og klar på det hårde arbejde, som slutspillet er. Det er den her tid på året, vi alle ser frem til, siger Petri Skriko til Herning Folkeblad. 

For øjeblikket har midtjyderne – i modsætning til tidligere i sæsonen – stort set samtlige spillere til rådighed, og det betyder, at Skriko har en yderst bred trup på plads – ikke mindst angrebsmæssigt, hvor et par af de lidt mindre rutinerede kræfter bliver holdt ude. 

Der har været fokus og analyse på morgendagens modstander – naturligvis – og Petri Skriko peger på Thomas Spelling som en afgørende faktor hos Pirates.

– Det siger sig selv, at man er nødt til at forholde sig til en profil som ham. Det er næppe sådan, at man kan tage ham helt ud af en kamp. Det vil gå ud over vores egne systemer, hvis man skygger ham hele tiden. De har også fordelen af at skifte sidst ud og kan dermed reagere på vores træk, forklarer Petri Skriko.

Herning starter serien på udebane i Bentax Isarena i morgen klokken 20.