SKODA PRÆSENTERER: Dagens modstander – Tyskland

Foto: Jan Korsgaard

Tyskland var 55 sekunder fra at vinde OL-guld i ishockey. Tyg lige på den. 55 sekunder fra et tysk OL-guld i ishockey, der ville have været en sensation på linje med USA’s legendariske Miracle on Ice i 1980.

Ruslands Nikita Gusev slukkede de tyske drømme med sin udligning til 3-3 og senere scorede russerne det afgørende mål i overtid i den olympiske finale, men det tyske ishockeylandshold overtog for en uges tid tronen som ”Die Mannschaft” og skabte en ishockeyeufori, der aldrig før er set i vores store naboland.

Det er næppe sandsynligt, at Tyskland var endt i finalen, hvis NHL-spillerne havde været med til OL og dermed forstærket de største nationer markant. Når det er sagt, så var det alligevel en stor bedrift af tyskerne at slå Schweiz, Sverige og Canada på vej til finalen og at spille helt lige op med Rusland i finalen.

Russerne havde på papiret det markant stærkeste mandskab i turneringen, men tyskerne matchede alle favoritterne med et aggressivt, selvtillidsfyldt forsvarsspil kombineret med giftige kontraer, der blev omsat til mange flotte mål.

Marco Sturm, den tidligere tyske NHL-legende, har på rekordtid fået sat et stærkt aftryk på et tysk hold, der spiller med tung fysik og vældig nordamerikansk inspireret.

Tysk ishockey har altid fundet sin inspiration i Nordamerika, og Deutsche Eishockey Liga brødføder næsten 150 spillere fra USA og Canada. De mange udlændinge har gennem tiderne været et problem for det tyske landshold, hvis spillere har lidt under manglende ansvar på klubholdene og dermed ikke har været i stand til at levere på landsholdet.

Det er anderledes for øjeblikket. Ikke blot fordi Tyskland vandt OL-sølv, men også fordi tyskerne er i gang med at tage fat i roden af problemet med en visionsplan 2026, der skal gøre Tyskland til en top otte-nation i verdensishockeyen.

Den indebærer større fokus på ungdomsarbejdet og et tættere samarbejde mellem den tyske liga og det nationale forbund. Målet er, at Tyskland skal spille med om medaljer ved hvert VM fra 2026, og måske er tyskerne allerede foran planen med to VM-kvartfinaler på stribe og nu altså OL-sølvmedaljen. Det bliver ikke nogen nem premiere for Danmark i dag i Herning.

Vi skal kun tilbage til 1999 for at finde den første landskamp mellem de to nationer. Det var pudsigt nok også i Danmark, og kampen er en af de mest legendariske i dansk ishockeyhistorie. Danmark vandt 6-1, hallen var udsolgt og der var nærmest eufori, da Staal, Ehlers, True og co. sendte et rystet tysk hold til tælling.

Siden har Danmark og Tyskland spillet yderligere 21 kampe. Danmark har i alt vundet fem kampe i ordinær tid, vundet fire kampe i overtid – og i alt er det blevet til 13 nederlag – alle i ordinær tid mod Tyskland.

I VM-regi fører Danmark an i statistikken: Tre sejre, to sejre i overtid og tre nederlag i ordinær tid mod tyskerne. Seks kampe ved “A-VM”, to kampe ved B-VM. Lad os bare lægge mere til den statistik i aften!

Fun fact: Danmark spillede aldrig mod det tidligere Vesttyskland. Til gengæld blev i tiden før den tyske genforening til 12 kampe mod DDR. Danmark tabte alle 12 kampe med en samlet målscore på 25-84.

Hold øje med tyske profiler som for eksempel:

Björn Krupp
Back
27 år
Grizzlys Wolfsburg (DEL)
Han er hverken lige så god eller lige så høj som sin berømte far Uwe Krupp, der er en af Tyskland mest meriterede spillere overhovedet, men mindre kan også gøre det for Björn Krupp, der er fast spiller i DEL hos Wolfsburg. Björn Krupp fylder rigtig godt på isen med sine 188 centimeter og 90 kilo, og han er primært en defensiv back, der formentlig må forvente mere spilletid end ved OL, nu hvor stjernebacken Christian Ehrhoff, der dominerede ved OL, har sagt farvel til karrieren.

Leon Draisaitl
Forward
22 år
Edmonton Oilers (NHL)
Leon Draisaitl er det hotteste tyske NHL-navn for øjeblikket. De rutinerede ishockeyfans, der har fulgt tysk ishockey i flere årtier vil stensikkert genkende efternavn, for Edmonton-spilleren er søn af den tidligere tjekkisk-tyske superspiller, Peter Draisaitl. Leon Draisaitl tog de canadiske juniorligaer med storm, og han fortsatte sine kanonader direkte ind i NHL, hvor han med det samme gjorde indtryk hos Edmonton. 70 point i 78 kampe i denne sæson.

Domnik Kahun
Center/Wing
22 år
Red Bull München (DEL)
Dominik Kahun fik sit helt store internationale gennembrud med en fremragende præstation under OL, hvor han var livsfarlig for modstanderne i det stærke, tyske kontraspil. Kahun er født i Tjekkiet, men flyttede tidligt til Tyskland, hvor han har fået sin ishockeyopdragelse. Er endt i storklubben München og betegnes som en teknisk dygtig spiller, der fysisk til gengæld har en del at arbejde med.

Frederik Tiffels
Center/Wing
22 år
Wilkes-Barre/Scranton Penguins (AHL)
Tiffels er et af de unge spændende navne i tysk ishockey. Angriberen var med på det tyske hold i fjor, hvor han gjorde en god figur med to scoringer i sine otte kampe. Han kæmper hårdt for at slå sig ind i Nordamerika, hvor han har spillet juniorhockey, inden han spillede for Western Michigan University. Han er draftet af Pittsburgh og kæmper nu for at slå ind i NHL ved at gå den hårde vej over de lavere ligaer.