Skifter Drouin til St. Louis Blues i dag?

Det kom i sidste måned frem, at talentfulde Jonathan Drouin siden november har ønsket at blive tradet væk fra Tampa Bay Lightning, og nu kan en handel eftersigende være nært forestående.

Canadiske TVA Sports’ reporter Renaud Lavoie fortalte torsdag aften, at Jonathan Drouin kunne blive tradet i løbet af det kommende døgn, og får han ret i den forudsigelse, skifter den 20-årige forward altså klub i løbet af fredagen.

TSN’s Bob McKenzie mener, at St. Louis Blues i øjeblikket ligner den varmeste bejler til Drouin, der blev valgt som nummer tre overall i 2013-draften. Lightning skulle være ude efter en stærk back i en eventuel Drouin-handel, og sådan en har St. Louis i 26-årige Kevin Shattenkirk.

St. Louis skulle være interesserede i at slippe Shattenkirk for den rette pris, fordi klubben kan få svært ved at honorere hans lønkrav, når amerikanerens nuværende kontrakt udløber efter næste sæson. Desuden skulle Blues være interesserede i at styrke offensiven, og her kunne svaret være Jonathan Drouin.

Jonathan Drouin har haft svært ved at falde til i Tampa Bay, hvor han lige nu er henvist til klubbens farmerhold i AHL. Den unge canadier viste lovende takter i sin juniortid, hvor han var holdkammerat med Nikolaj Ehlers i Halifax Mooseheads, og der vil helt sikkert være flere NHL-klubber, som er villige til at betale en høj pris for en wing med så stort potentiale.

En mulighed er, at Blues og Lightning bliver enige om, at Drouin og Shattenkirk har samme værdi, og at de derfor bytter “lige over” i en handel, som ikke involverer andre spillere. Umiddelbart ville det dog betyde, at Tampa Bay ville komme over lønloftet, og de skal så have rykket lidt rundt på de øvrige brikker for at få enderne til at mødes.