Skiftedag: Höllli i stedet for to slovakker

Finske Antti Hölli var en mere end toneangivende angriber hos Herlev Eagles i den forgangne sæson. Faktisk var han vel den stærkeste angriber overhovedet hos forstadsklubben både på og udenfor papiret. 28 point i grundspillet gjorde ham til suveræn topscorer hos Herlev, og han var en stærk katalysator, når man så Eagles spille live.

Hölli er skøjtestærk og målfarlig på samme tid, og Herlev ønskede ham allerede tilbage før sæsonen. Det lykkedes ikke, og i stedet kom Tuomas Muhonen fra Gentofte. Antti Hölli begyndte sæsonen i Mestis hos LEKI Hockey, hvor han leverede fire point i seks kampe.

Nu er den farlige angriber tilbage i Herlev, meddeler klubben.

– Vi arbejder på at få ham spilleberettiget allerede til tirsdag, hvor vi møder Rødovre Mighty Bulls på udebane, og vi glæder os til at se endnu en finne løfte angrebet og til at se Antti i aktion igen, skriver Eagles på klubbens hjemmeside.

Ansættelsen af Antti Hölli går ud over slovakkerne Branislav Bendik og Radomir Heizer, der begge bliver sendt videre i karrieren. Ingen af dem har levet op til forventningerne i Herlev. Det er anden gang, træner Linus Fagemo vrager Bendik, der også blev fundet for let i Herning i fjor med svenskeren ved roret.

Radomir Heizer har lavet to assister i sæsonens hidtidige syv kampe, mens Bendik endnu ikke er noteret for noget. Derfor ligner en topmotiveret Antti Hölli en god erstatning.