Skarpheden til forskel, da Danmark tabte til Sverige

Foto: Jan Korsgaard

Danmark – Sverige 1–4 (0-1, 0-2, 1-1)

Danmark leverede torsdag aften en godkendt præstation mod Sverige, som dog sejrede med 1-4. Svenskerne var ganske enkelt skarpere og mere kyniske end danskerne når chancen bød sig og så imponerede den svenske keeper Magnus Hellberg med en redningsprocent på næsten 96.

De danske løver finpudsede torsdag aften formen forud for VM på egen is om tre uger. Modstanderen var fra øverste hylde, da ingen ringere end de forsvarende verdensmestre fra Sverige gæstede Bitcoin Arena i Hørsholm.

Svensk føring trods dansk dominans

Danskerne kom godt fra start og kom frem til en god chance allerede inden de første 30 sekunder var rundet, da Jesper Jensen blev sat op til afslutning fra distancen.

Det var i det hele taget et veloplagt dansk mandskab der tog hul på den på papiret svære opgave. Oliver Lauridsen fik sat en tung tackling og banede vejen for Nicklas Jensen, der få øjeblikke senere fik testet Magnus Hellberg i gæsternes mål. Men Kunlun-keeperen var vaks og fik lukket af ved nærmeste stolpe.

Martin Larsen fik sat en solid tackling ind bag det svenske mål efter fem minutters spil, en hændelse som dommerne takserede til en udvisning, men da svenskerne samtidigt sendte pucken ud på tribunerne fra egen zone, blev der efterfølgende spillet fire mod fire.

Det var i det hele taget ikke meget svenskerne kom frem til i første halvdel af perioden. Dette var Linus Arnesson dog tilsyneladende ligeglad med, da han efter godt otte minutter smækkede pucken ind bag George Sørensen fra distancen med et velplaceret håndledsskud. 0-1, selvom der egentligt havde stået Danmark på det meste.

Hjemmeholdet fik dog chancen for at slå hurtigt tilbage, da svenskerne i næste skift fik raget en udvisning til sig for en tripping. Danskerne fik dermed mulighed for at rulle power play-formationerne ud. Emil Kristensen forsøgte her at udnytte trafikken foran mål, da han testede Magnus Hellberg mod slutningen af overtalssituationen, men igen tog svenskernes keeper godt fra og gæsterne klarede frisag.

Danskerne fik chancen i power play igen mod periodens slutning, da Patrick Cehlin slog staven ud af hænderne på Nicklas Jensen og måtte indkassere en udvisning for slashing. Trods et veleksekveret power play og et godt pres mod det svenske mål lykkedes det dog ikke for danskerne at få scoret og gæsterne kunne dermed tage etmålsføringen med ud til første periodepause. Men kredit til de danske værter, der vandt skudstatistikken for første periode med 9-4.

Svenskerne trådte på speederen og trak fra

Også i anden periode startede danskerne godt ud og atter blev det til en chance inden man havde rundet et halvt minut. Nicklas Jensen fik således brudt svenskerne og kom frem til et fint forsøg på et break away. Men afslutningen blev sendt lige på den svenske keeper.

Ærgerligt for danskerne, særligt fordi svenskerne mindre end to minutter senere viste kynisme når den er bedst, da Carl Klingberg fik for let spil foran det danske mål, hvor han ubesværet passerede George Sørensen til 0-2, inden der var spillet tre minutter.

Svenskerne overtog efterhånden mere og mere af kampens momentum og det var derfor ikke den store overraskelse, at danskerne kom til at hænge lidt bagefter. Som en naturlig konsekvens heraf blev det da også til en dansk udvisning til Matias Lassen halvvejs i perioden og da Jesper Jensen fulgte efter samme vej et halvt minut senere, ja så fik svenskerne altså chancen i fem mod tre-spil i halvandet minut.

Svenskerne behøvede dog kun 20 sekunder, før de havde bragt sig foran med 0-3 ved Adam Almqvist. Høj svensk effektivitet og gæsterne med yderligere 1:40 i overtal. Dette power play formåede danskerne dog at få neutraliseret.

Billedet var det samme i resten af anden periode, hvor gæsterne kørte hårdt på og fik sat de danske værter under et til stadighed stigende pres. Det blev da også til en glimrende mulighed til Lawrence Pilut i det næstsidste minut, men Sørensen bød ind med en god redning og stillingen var dermed fortsat 0-3 inden tredje periode.

Nicklas Jensen på tavlen for Danmark

Der var dacapo i tredje periode, hvor danskerne igen kom flyvende fra start. Nicklas Jensen fik denne gang sendt en afslutning på stolpen efter kun 26 sekunders spil. Men igen var det som om, at den svenske overmagt hurtigt overtog kampens momentum.

Gæsterne dominerede rent spillemæssigt og langt det meste foregik nu i den danske zone. De rød/hvide havde til tider problemer med at få pucken ekspederet ud af egen zone og svenskerne arbejdede sig efterhånden tættere og tættere på det danske mål, hvor Sørensen havde sit at se til sammen med de danske backs.

Omkring det 10. minut fik værterne egentligt bidt sig godt fat i svenskernes zone, men en udvisning til Mads Eller i midtzonen sendte svenskerne i overtal. Svenskerne nåede dog ikke at få meget ud af det, da man et minut senere selv tog en udvisning ved Patrick Zackrisson.

Om udvisningen til svenskerne ligefrem var en fordel er vel at stramme den, men ikke desto mindre bragte svenskerne sig foran med 0-4 kun 17 sekunder senere, da Linus Ölund blev sat perfekt op til afslutning lavt i slottet og køligt passerede Sørensen i det danske mål.

Inden Zackrisson kom på is igen nåede en generelt veloplagt Nicklas Jensen dog også at bringe Danmark på tavlen med et drøjt hug fra udkanten af slottet. Selvom svenskerne havde været både gode og effektive, så var det bestemt ikke ufortjent, at danskerne kom på tavlen, da man havde haft gode muligheder – ikke mindst til netop Nicklas Jensen. Dermed 1-4 på tavlen og seks minutter tilbage.

Mads Eller måtte tilbage i udvisningsboksen da der resterede fire minutter; dommerne havde set en slashing. Sveskerne fik hurtigt etableret sig i den danske zone efterfølgende, men det danske box play stressede svenskerne, som aldrig kom frem til de store muligheder i power playet.

Straks Eller var tilbage på isen kom han igen i centrum, da han slap af sted ned mod det svenske mål. John  Nyberg måtte bruge ulovlige midler for at stoppe Eller og Danmark kunne dermed slutte kampen af med to minutters power play. Emil Kristensen forsøgte sig med et par afslutninger fra distancen, men der blev ikke scoret yderligere i kampen og svenskerne kunne glæde sig over en sejr på 1-4.

Der bliver mulighed for revanche allerede om to dage, da Danmark møder de svenske naboer igen lørdag aften i Rødovre.