Skadet Bjorkstrand ude i flere uger

Oliver Bjorkstrand kommer ikke i kamp i AHL i de kommende uger. Det 20-årige forwardtalent er ramt af en skade i overkroppen, som vil holde ham på sidelinjen i fire til seks uger.

Det bekræfter Columbus Blue Jackets’ finske general manager Jarmo Kekäläinen over for The Columbus Dispatch. Hvilken skade, Bjorkstrand er ramt af, melder Kekäläinen ikke noget om, men han siger til det lokale medie, at Oliver Bjorkstrand ikke er ramt af en hjernerystelse.

20-årige Bjorkstrand har spillet seks AHL-kampe i denne sæson for Columbus Blue Jackets’ farmerklub, Lake Erie Monsters. Her har den dansk-amerikanske forward sat to assists på tavlen, mens han er -2 i plus/minus-statistikken.