Sjællandsk nedsmeltning i Gigantium

Foto: Bluelinemedia.dk

Aalborg Pirates – Herlev Eagles 13-1 (5-0, 2-0, 6-1) Aftenens eneste kamp i Metal Ligaen blev spillet i Gigantium, hvor Aalborg tog mod Herlev Eagles. Til aftenens kamp var der 1683 tilskuere, og de blev hverken snydt for mål eller en lille “svingom” mellem Herlevs Brett Thompson og Aalborgs Martin Lefebvre.

Hos Aalborg var der comeback til Tobias Ladehoff, mens der stadig var fravær til Bjarke Møller, Oliver Anker Christensen samt Victor Panelin Borg. Peter Quennevilles papirer var endnu ikke kommet i orden, så han måtte igen sidde over.

Hos Herlev var der mangler fra reservemålmand, Marc Andersson Schlæger, Mikkel Ankjær Nielsen samt Mike Daugulis, mens Christoffer Gath er med U20-landsholdet.

Aalborg kom flyvende ud til kampen og dominerede fra start. Det virkede til, at Herlev kom med lidt busben til at starte med, og da der var spillet fem minutter havde Kirill Kabanov straffet Herlev to gange.

Først efter små tre minutter, hvor han sendte et hurtigt håndledsskud afsted mod mål, og Evan Mosher var ikke klar på skuddet. Et par minutter senere var han igen sidste mand på pucken, da han sendte pucken i nettet for anden gang.

Med tre kampe på fem dage i vente, virkede Aalborg nu til, at de hurtigt, men sikkert, ville have lukket ned for kampen.

Herlev fik kampens første powerplay, da Aalborg blev vist væk fra to gange fra faceoff-cirklen. I det powerplay var det Pierre-Olivier Morin, der var tættest på, at han opsnappede en løs puck ved blueline.

Henry Hardarson kunne let slå en løs i nettet efter, at Emil Marcussen og Sebastian Brinkman var millimeter fra at score kort forinden. 3-0 efter 16:18. Minuttet efter sendte Mikkel Højbjerg en hård pasning ind foran mål, hvor Martin Højbjerg bare skulle sætte bladet på og score, og så var det 4-0 til Aalborg.

Der sluttede målfesten ikke efter de første tyve minutter, for Jeppe Jul Korsgaard ville også være med, da Aalborg kom i powerplay. En baghånd og pucken lå i nettet til 5-0 efter 19:00.

Herlev skiftede målmand efter 1. periode, så Evan Mosher kom på bænken at sidde og ind kom Jakob Müller Hansen. Han spiller normalt på klubbens U20-hold og i 1. division.

Men allerede efter 21:42 havde Aalborg scoret to gange, først ved Olivier Hinse og siden ved Nikolaj Carstensen. 7-0. 

Kort efter fik Aalborg powerplay, hvor de igen var millimeter fra at udbygge føringen.

Herlev fik en gylden mulighed for at reducere, da man kom i powerplay. Men et flot opspil og det lignede en sikker reducering, men Tadeas Galansky var klar med et par store redninger. Foran med syv gik Aalborg ned i tempo og spillede mere med hæl og tå, hvilket ikke så ud til at behage Brandon Reid på trænerbænken.

Det gjorde også, at han tog sin timeout med små tre minutter tilbage af anden periode.

Gameplanen blev holdt fra periodens start fra Aalborgs side, og der skulle ikke gå mere end 31 sekunder, så havde Mikkel Højbjerg scoret til 8-0. Herlev fik reduceret ved Kim Staal kort tid efter, men det var mere en kosmetisk reducering.

Herlev-spillerne blev mere og mere frusterede og tog nogle dumme beslutninger, der kom til at koste stort. Både Emil Birk og Frederik Bjerrum kom ud på samme tid, hvor Bjerrum fik to minutter for film, og da Martin Lefebvre scorede til 9-1, brokkede Bjerrum sig til en badebillet. Kort tid efter blev det også 10-1, da Martin Højbjerg sendte pucken i nettet bag en chanceløs reservemålmand, der virkelig var kommet i menneskehænder.

Brett Thompson hoppede sammen med en anden Herlev-spiller på Martin Lefebvre, hvilket endte med at koste en badebillet til Thompson samt to minutter, hvilket Lefebvre også fik, da han ikke holdt sig tilbage i kampen.

I det powerplay sendte Pierre-Olivier Morin pucken direkte op i hjørnet uden,at Müller Hansen havde en reel chance for redning. 11-1.

Herlev virkede meget opgivende, og tog igen dårlige beslutninger, og Julian Jakobsen kunne, også i powerplay, sende pucken i nettet til 12-1. Kampen var forlængst lukket, men Reid ville have, at man spillede alle 60 minutter efter gameplanen.

Clay Anderson fik lov til at sætte sidste søm i kisten, da han skøjtede med frem i spillet fire mod fire, og sikkert sendte pucken i nettet. 13-1, og største sejr til Aalborg i mange år.

Hos Aalborg var der mange om buddet, men specielt én spiller skinnede en smule mere end de andre. Russiske Kirill Kabanov scorede kampens første to mål og åbnede dermed op for ballet i Gigantium. Han blev også noteret for et par assists og viste flere gange prøver på hans store kunnen med stav og puck.