Simioni hylder sine imports

Mario Simioni har ry for at være efter sine ledende spillere og ikke mindst de udenlandske af slagsen, når det går skidt eller småskidt for hans mandskaber, men det kan også være omvendt. Efter kampen i Herlev i aftes roste Simioni kæden med Tomas Sinisalo, Kyle Essery og Jordan George for en stor indsats.

De arbejdede nemlig ekstremt hårdt i fraværet af både Martin Sagat, Jerred Smithsom og Thomas Andersen.

– Jeg havde sagt til andenkæden (Jordan George, Kyle Essery og Tomas Sinisalo, red.), at vi i den grad havde brug for, at de leverede en stor kamp. De spillede i dobbelt skift, hvor de på skift var i kæde med Daniel Nielsen og Kristoffer Søgaard Jensen. Især i første periode spillede de en super kamp. Dejligt at folk »stepper up«, når man har brug for det, roser træneren i dagens udgave af Herning Folkeblad.

Herning havde ligeledes Bjørn Uldall ude, og Lubos Pisar er endnu ikke vendt tilbage til konkurrencen med Simon Nielsen om pladsen A-mand i Herning-målet. Så vidt undertegnede kan huske tilbage, må det uden tvivl være Pisars længste skadesperiode i tiden i Danmark.

Elias Granath udgik også med store smerter, efter at have fået en puck i skridtet, så det er et Herning-hold med problemer på skadesfronten, der skal i aktion i morgen mod Odense. Heldigvis for Mario Simioni synes Jerred Smithson i hvert fald at være klar i morgen i Bryggeriet Vestfyen Arena, når fynboer og midtjyder mødes i et direkte slag om fjerdepladsen.