Silkeborgs fremtid er i orden

Det er en hård omgang at starte en ny klub op helt forfra. Silkeborg gjorde det mere eller mindre i 2007, og klubben har endnu sin debut til gode i en af landets to bedste seniorrækker.

Men der leveres et godt og gedigent stykke arbejde i klubbens ungdomsafdeling, hvor man på bedste vis forsøger at opdrætte og opdrage nye talenter. Og fremtiden kan være i orden – om nogle år.

For Silkeborgs U9-hold hørte i fjor til et af landets absolut bedste, kan man læse på klubbens hjemmeside. Påske Cup i Aarhus, sæsonafslutningen, blev således vundet af Silkeborg – blandt andet med sejre over Gladsaxe, KSF, Amager og Gentofte.

– Holdet har på rekordtid ændret deres spil fra at være meget fysisk og flagrende til at være mere teknisk og enormt modent at se på.

– Vi er virkelig stolte af at hele holdet har kunne omstille spillestilen efter den beskrivelse vi som trænere har givet af modstanderne, hvilket falder godt i tråd med måden vi træner på i hverdagen.

– Spillerne får ofte at vide, at idag træner vi kun angreb eller forsvar og det giver dem en fin forståelse, når vi er til kamp, siger Karsten Hinge – en af holdets to trænere.

Silkeborgs U9-hold endte som ubesejret i 20 kampe på stribe fra november til april, men er dog i denne sæson “knækket over”, da godt halvdelen af spillerne skal spille U11.