Silkeborg: Østjysk overbygning på rette tidspunkt

For Silkeborg SF, landets næstældste ishockeyklub, kommer muligheden for en ny, østjysk ishockeyfusion på det helt rette tidspunkt, siger klubbens formand, Thomas Lauvring, til FACEOFF-online.dk.

Han glæder sig over det samarbejde, som de to klubber har haft i den forgangne sæson, og som har lagt kimen til, at der formentlig allerede i indeværende sæson spilles 1. divisionshockey i Silkeborg.

– Det giver mening på mange planer. I forhold til et 1. divisionshold, så har vi længe haft tankerne om, at vi på sigt gerne vil spille noget elitehockey eller i hvert fald 1. division. Vi har et U20-hold, der lige har vundet sine første kampe i den her sæson, og flere af de drenge rykker op som seniorer næste sæson, siger Thomas Lauvring.

– Det ville formentlig ikke give frygtelig meget perspektiv for dem at blive sendt til Aarhus for at spille 1. division, men det er noget helt andet, når vi starter på en frisk med et nyt navn, nyt selskab og en træner, der starter fra bunden og ser med friske øjne på spillere fra begge klubber, lyder det fra Silkeborg-formanden.

Det bliver – som Silkeborg-formanden bemærker – et helt nyt selskab, der tørner ud i 1. division for det “østjyske område”.

– Moderklubberne skal ikke være afhængige af et nyt overbygningshold. Hverken Silkeborg SF eller IK Aarhus skal blandes ind i den pengestrøm. Rent sponsormæssigt kan vi satse på et stort, geografisk område og to isflader giver muligheder for flere træningsenheder.

– Samtidig kan vi skaffe boliger i Silkeborg, der koster langt mindre end i Aarhus, og det giver muligheder for de udenlandske studerende, der kommer til Aarhus og gerne vil spille ishockey, siger Thomas Lauvring.

Det bliver ikke kun på 1. divisionsplan, at klubberne arbejder sammen. Også ned gennem ungdomsrækkerne er der lagt op til et endnu klarere samarbejde med IK Aarhus og Silkeborg. Og her er det altså moderklubberne, vi taler om.

– Vores trupper er ikke brede nok i de yngre årgange. Vi er en ny klub, og det er IK Aarhus på en måde også. Så vi vil nok se flere holdsamarbejder i de forskellige årgange, siger Thomas Lauvring.