Silke Glud-hattrick i 5-1-sejr til kvindelandsholdet over Østrig

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

I går vandt det danske kvindelandshold 3-1 over Kasakhstan i en kamp med total dominans og 56 skud på mål. I dag var det forventet, at danskerne ville få væsentlig større besvær med værterne fra Østrig i turneringen i Telfs. 

Men det blev til en dansk 5-1-sejr over kollegerne fra Division IA. Skudstatistikken lød på hele 46-16 i dansk favør. 

Silke Glud scorede første periodes eneste mål, assisteret af Josephine Asperup og Josefine Jakobsen, og Glud var i virkelig målhumør i dagens kamp.

I det 26. minut gjorde hun det til 2-0 og kort efter satte Josefine Jakobsen 3-0-scoring til Danmark. Stærkt af de danske kvinder, der ikke lod sig ryste af en reducering af den østrigske stjernespiller Alexandra Meixner efter 36:25. 

Der gik ikke engang et minut før Malene Frandsen havde gjort det til 4-1 for danskerne, og den føring holdt perioden ud. 

Silke Glud lukkede og slukkede festen i kampens sidste minut og Danmark fik i den grad sendt et godt signal til østrigerne før den kommende VM-turnering. 

Der er match allerede i morgen klokken 9 igen, hvor Danmark møder Italien, der i dag vandt 4-1 over Kasakhstan.