OL-KVAL: Sidste træning: Alle danskere klar til kamp

Foto: Jan Korsgaard

Danmarks ishockeyløver har netop afsluttet den sidste store træningsenhed før kampen mod Hviderusland i morgen. Holdbillede, 45 minutter intenst arbejde og derefter 15-20 minutter med afslutninger og til sidst lidt øvelser – hvor det mest var angrebsspillerne, der arbejdede omkring målene.

Naturligvis blev der også brugt 10-15 minutter på at træne det yderst vigtige powerplayspil, hvor Janne Karlsson fortsætter med at satse offensivt med to kæder med fire angribere og en back.

Den ene formation bundet op på Frans Nielsens kæde, mens den anden er med Peter Regin, Ehlers, Bjorkstrand, Philip Larsen og Nichlas Hardt. Gode navne i nøglesituationerne.

Ingen danskere skadet. Oliver Lauridsen humpede noget på vej til Minsk i aftes, men mente umiddelbart efter træningen, at det blot var noget “fra kampens hede” i Letland.

Danmark trænede umiddelbart efter Polens landshold, som skal spille den første kamp i morgen mod Slovenien, der afsluttede aftenen med en træningssession efter Danmark i den imponerende Minsk Arena.

Hviderusland? Ingen ved helt, hvordan og hvornår hjemmeholdet har trænet, men det synes at foregå i yderste hemmelighed. Hjemmeholdet tror naturligvis på sagen i morgen og fremad, men er også under tungt pres for at levere et resultat efter det dårlige VM i maj, hvor Hviderusland blev reddet på målstregen med en sejr i den sidste kamp mod Frankrig.

Slovenien og Polen lægger ud i morgen klokken 14 dansk tid. Faceoff Danmark-Hviderusland fire timer senere. Snart går det løs!