SHL: Veteran har givet Karlskrona nyt liv i bunden

Veteranen Per Ledin har altid været ganske åbenmundet og kontroversiel, men den nu 38-årige slider har altid stået for indsats, indsats og indsats i sine klubber, der primært har været Luleå, HV71 og Färjestad.

Inden denne sæson havde han ingen kontrakt, men er nu landet hos Morten Madsen og Karlskrona, og det har givet et boost til den lidt anonyme klub i Blekinge, der kæmper en brav kamp i bunden af SHL.

Torsdag blev det til næsten 19 minutter for Per Ledin i Karlskronas 3-2-sejr over Örebro i en yderst vigtig kamp. Morten Madsen fik knap 17 minutter, og Karlskrona nærmer sig den streg, der vil betyde, at klubben undgår kvalspil. Karlskrona jagter netop Örebro og Mora og forsøger at lægge afstand til bundholdet Rögle.

Malmö spiller stadig uden langtidsskadede Nichlas Hardt og humper af sted.

Frederik Storm er stadig topscorer og satte en scoring i 3-5-nederlaget mod Skellefteå, hvor Matias Lassen fik 12:30 minutter.

Det var Malmös femte nederlag i træk på hjemmebane.

Jesper Jensen og Brynäs er kommet i trit efter en dårlig start, og “Zlatan” er stille og roligt kommet i gang med at score point. Jensen stod for tre af slagsen, da Brynäs tabte 3-4 hos Växjö Lakers, der naturligvis var uden Jonas Røndbjerg, som er i Canada til U20-VM.

Växjö er suverænt tophold i SHL og Jonas Røndbjerg er den eneste dansker, der synes at være sikker på slutspillet. Resten af danskerklubberne tumler rundt nede omkring stregerne. I SHL er modellen på samme måde som i Danmark. Seks hold direkte i kvartfinalen, 7-10 til play-in. 11-12 er færdig med sæsonen, mens nummer 13 og 14 skal ud i de nervepirrende kvalkampe.

GP +/- P
VLH 29 32 62
DIF 27 23 52
SKE 28 25 50
FBK 28 18 50
FHC 28 10 47
HV71 29 -3 46
LHC 28 5 44
MIF 27 0 42
LHF 28 -5 40
BIF 28 -3 39
ÖRE 27 -4 33
MIK 27 -28 30
KHK 28 -28 29
RBK 28 -42 21