Sidste nyt

SHL: Svensker kan være på vej hjem efter manglende NHL-gennembrud

Foto: Dinur

Den svenske forward Jacob de la Rose har i de seneste tre sæsoner været tilknyttet Montreal Canadiens, men det endelige gennembrud i NHL er udeblevet, og derfor kan den 21-årige arbejdshest være på vej hjem til Sverige.

Det er den svenske avis Värmlands Folkblad, som fortæller, at De la Rose kan være at finde i SHL i næste sæson. Den 21-årige forward har i hvert fald tiltrukket interesse fra en række klubber i den bedste svenske række.

– Der er en del SHL-klubber, som har forhørt sig. Nogle direkte til mig og nogle, som har sagt til min agent, at de kan være interesserede, hvis det bliver aktuelt, siger Jacob de la Rose til Värmlands Folkblad.

Jacob de la Rose spillede i denne sæson ni kampe for Montreal Canadiens. Her blev det ikke til nogle point, men i AHL lavede han 14 mål og 17 assists i 62 kampe for farmerklubben St. John’s IceCaps. De la Rose står i alt noteret for 64 NHL-kampe og syv point for Canadiens, som valgte ham i anden runde af 2013-draften.

– Jeg føler ikke, at jeg har udspillet min rolle i Nordamerika, men skulle jeg ikke få en kontrakt, er det rart, at der er interesse for mig, og Färjestad vil altid være interessant for mig, siger Jacob de la Rose.

Det ser således ud til, at traditionsklubben Färjestad, som Jacob de la Rose spillede for i en enkelt sæson i sin juniortid, kan være et varmt bud på svenskerens næste arbejdsgiver.

Jacob de la Roses kontrakt med Montreal Canadiens udløber 30. juni, og han står herefter til at blive restricted free agent.