SHL: Storm følte sig snydt for potentielt sejrsmål i overtiden

Foto: Jan Korsgaard

Der var kæmpe drama, da Malmö i aftes spillede sin første kvartfinale på hjemmebane i det svenske slutspil i 15 år. 9000 tilskuere var på plads i Malmö Arena, og de endte med at se gæsterne fra Växjö løbe med det hele i overtiden.

Kampen blev nemlig afgjort på en scoring blot 2:17 minutter inde i overtiden, da Emil Pettersson scorede for gæsterne i powerplay. Dermed fik grundspilsvinderne fra Växjö leveret det ultimative mentale supercomeback. Lakers var nede 0-1 i matcher og 0-2 i kampen mod Malmö, og det blev altså vendt til en 3-2-sejr og dermed 1-1 i matcher.

Men det burde ikke være kommet så vidt, for allerede efter ni sekunder af overtiden havde Frederik Storm pucken i mål. Tv-billederne viste, at den lå fri, men dommeren fløjtede – for tidligt – for blokering og Storms mål blev underkendt. Og derefter slog gæsterne altså til.

Nichlas Hardt og Frederik Storm fortsatte deres brandvarme slutspil ved begge at assistere på Malmös 2-0-mål, og Hardt er stadig topscorer i slutspillet med syv point, mens Storm står med fire point for fire kampe. Stærkt facit af danskerne, der på tirsdag virkelig skal ud i en nøglekamp i Växjö. Det bliver højdramatisk.