SHL: Storm begræder Hardt-exit fra Malmö

Foto: Jan Korsgaard

Frederik Storm og Nichlas Hardt har haft skiftende danske makkere i Malmö i de seneste sæsoner, men Storm og Hardt har altid været den dominerende danskerduo i “hjertet af Redhawks”.

De to danske landsholdsangribere er gode venner og har også på isen dannet makkerpar i samme kæde i lange perioder.

I går kom det frem, at Nichlas Hardt siger farvel og tak til klubben og skifter til Växjö. Hardt har ikke fået spilletid nok i denne sæson, og nu skal han altså have nytænding i en ny SHL-klub.

Det ærgrer Frederik Storm, der kommer til at savne sin kammerat i Malmö.

– Jeg er selvfølgelig ked af, at han ikke bliver i Malmö. Det var skønt at se ham hver dag, og det bliver anderledes uden ham. Jeg ønsker ham alt lykke til, han fortjener at spille meget og have det sjovt. Det er desværre sådan hockeyverdenen fungerer, og det kan gå stærkt. Jeg kommer heldigvis til at se ham meget med landsholdet, så det ser jeg frem til, siger han til Hockeynews.se.

Selv er Storm kommet godt i gang på det seneste:

– Det føles meget bedre nu. Jeg har fået lidt mere fart på jernene og skaber meget. I dag havde vores kæde kunnet score flere mål (Malmö tabte 1-2 til Luleå i aftes), så det føles godt, siger Storm til Hockeynews.se.