SHL: Nichlas Hardt klar til comeback

Foto: Jan Korsgaard

Godt nyt for både Malmö Redhawks og den danske landstræner Janne Karlsson. Nichlas Hardt er efter en længere skadespause klar til kamp, når skåningerne i dag møder Frölunda på hjemmebane.

Et skadesplaget Redhawks-hold har haft en lang og svær periode efter en god start, der blandt meget andet blev sikret på storspil af Nichlas Hardt.

Lige nu ligger Malmö på ottendepladsen i tabellen og skal søge at vende en kedelig serie på fem hjemmenederlag på stribe mod Frölunda.

Og det bliver altså med Nichlas Hardt på holdet, skriver Expressen.se.

Hardts store intensitet i spillet er altid godt for et hold, og han står foreløbig noteret for ni point i 14 kampe i denne sæson.

Til gengæld er Malmö-topscorer Frederik Storm nu blevet skadet, men i samme artikel siger Redhawks-træner Peter Andersson, at Storm forventes tilbage inden nytår.