SHL: Matias Lassen kan være på vej tilbage til Malmö

Foto: Jan Korsgaard

Matias Lassen spiller i denne sæson med temmelig stor succes hos IK Pantern i Allsvenskan, og den danske landsholdsback har været udlejet til SHL-klubben Malmö Redhawks, hvor han også opfyldte sin rolle på glimrende vis.

Nu kan Lassen være på vej tilbage til Malmö Redhawks og SHL, skriver Expressen, hvor journalisten Johan Svensson plejer at være svært velinformeret omkring begivenhederne i Malmö-ishockeyen.

Ganske pudsigt skal han i første omgang – hvis aftalen bliver til noget – afløse en anden dansker, Malte Setkov, når denne midt i december drager til U20-VM med Danmark. 

Aftalen er dog ikke helt på plads endnu, lyder det i Expressen, der skriver følgende: 

– Matias Lassen, som har spillet for Redhawks i oktober, men som har kontrakt med IK Pantern, kan blive en Redhawks-spiller igen. 

– Avisen erfarer, at Lassen kan blive aktuel for spil i Malmö Redhawks igen. Men skal det lykkes, skal der laves en aftale med Pantern, og der er man ikke i dag. 

– Matias har en kontrakt med Pantern, og det gælder i dag. Mere kan jeg ikke sige om det, lyder det fra sportschef i Redhawks, Patrik Sylvegård.