SHL: Markus Lauridsen skifter fra München til HV71

Foto: Jan Korsgaard

Markus Lauridsen, den nykårede tyske mester med Red Bull München, har fundet en ny og solid destination for den kommende del af karrieren.

Lauridsen har skrevet en toårig kontrakt med den svenske storklub HV71, der glæder sig over at få dansk islæt i truppen. Dermed vender Lauridsen altså tilbage til svensk ishockey efter at have været sydpå i en sæson.

– Markus er en stor og stærk back med en herlig attitude og indstilling. Han giver tryghed i vores defensiv, men bidrager også offensivt med sit fine skøjteløb, siger Johan Hult, sportschef i HV71 – og i øvrigt tidligere Odense-spiller. 

Selv siger Lauridsen:

– Jeg kender til HV71 efter mine år i Sverige og ved hvilken traditionsrig klub, det er og hvilket fantastisk publikum, de har, siger han. 

 

Markus Lauridsen har tidligere i sin karriere været i både AIK Stockholm og Leksands IF og fik en stor del af en ellers flot sæson i München spoleret af skader.