SHL: MALMÖ PÅ SEMI-KURS efter 4-0 i Göteborg

Foto: Jan Korsgaard

Sikke et slutspil, Malmö for øjeblikket er i gang med at fyre af. Og det er med Frederik Storm i en absolut hovedrolle, at skåningerne nu kan afgøre serien mod Frölunda på hjemmebane torsdag aften.

Malmö Redhawks tog i går en forrygende sejr på 4-0 i et udsolgt Scandinavium i Göteborg og trods savnet af en skadet Nichlas Hardt, har Malmö altså nu en føring på 3-2 i en fremragende semifinaleserie. 

Lukas Haudum scorede til 1-0 i det 19. minut og inden første periode var overstået, slog Frederik Storm til og scorede til 2-0 for gæsterne.

Oscar Alsenfelt, der har stået glimrende for Malmö tidligere på slutspillet, var ude med en skade, men Malmö hev blot en ny mand frem i form af Jonas Gunnarsson, der såmænd reddede 34 skud og holdt nullet gennem 60 minutter. 

Malmö lagde yderligere til med to mål i de sidste to perioder, og set med danske øjne var det glædeligt, at Matias Lassen gik fra tre minutters spilletid i sidste kamp til 14 minutter i aftes.