SHL: Malmö mister stærk back til rival

Malmö Redhawks må sige farvel til en af holdets helt store profiler i de seneste sæsoner. Den 26-årige back Nils Andersson forlader den skånske klub til fordel for SHL-rivalerne fra HV71.

– Det føles fantastisk godt at skulle repræsentere HV71. Jeg har haft fire rigtigt gode år i Malmö, men nu syntes jeg, at det var tid til at prøve noget nyt, siger Nils Andersson i en pressemeddelelse fra HV71.

Nils Andersson kom til Malmö, mens klubben stadig spillede i Allsvenskan, men han var med til at sikre oprykningen i 2014/15-sæsonen. I de seneste tre sæsoner har han spillet SHL-hockey for danskerklubben, og Nils Andersson blev holdets topscorer i den første sæson efter oprykningen og endte i den forgangne sæson på tredjepladsen på Malmös interne topscorerliste.

– Nils er en meget kompetent back, som har tilhørt toplaget i SHL i de seneste år. Vi er meget glade for, at Nils vælger at komme til HV71, og vi er overbeviste om, at han bliver en publikumsfavorit i Kinnarps Arena til vinter med sit fine backspil, siger HV71’s sportschef Johan Hult.

Nils Andersson står noteret for 89 point i 187 SHL-kampe. Han har været med til at sikre både Växjö, Djurgården og Malmö oprykning fra Allsvenskan til SHL i løbet af sin karriere.