SHL: Malmö fortsætter sejrsrækken efter tæv til Leksand

Malmö – Leksand 5-1 (2-0, 2-0, 1-1)
Malmös sejrsstime kom op på seks kampe i streg, da de her til aften slog Leksand med 5-1 i SHL. Klubben er nu oppe i 18 point, otte flere end nummer to Luleå, men med en kamp mere.

Nichlas Hardt noterede sig ikke for nogle point på sine næsten 17 minutter i førstekæden, men det var til gengæld hans danske holdkammerat, Frederik Storm, der havde størst indflydelse på kampen.

Med to assister på målene til 2-0 og 4-0 kunne han notere sig sit fjerde- og femte point i denne sæson. Han forlod isen med 14 minutters istid i bagagen.

Ovre i den anden boks sad Markus Lauridsen, som havde fået plads på sin vante plads i førstekæden ved siden af sin faste backmakker Ben Youds. Danskeren har hurtigt fået en vigtig plads på holdet, og var med sine 23 minutters istid suverænt den spiller med mest spilletid hos “leksingarna”.

Matias Lassen var endnu engang ikke omklædt for Leksand.