SHL: Magnus Sundquist bliver ny træner i Brynäs

Den tidligere Rødovre- og Hvidovre-træner Magnus “Sunkan” Sundquist, der også spillede for Gentofte og var dansk mester med Rødovre i sin aktive karriere, har nu ramt toppen af sin trænerkarriere. 

Sundquist bliver nemlig ny træner i SHL-klubben Brynäs, der har fået en rigtig dårlig sæsonstart og nu tager konsekvensen ved at fyre træner Tommy Sjödin.

På ganske traditionel vis bliver det assistenten, der tager over, og som ny i klubben bliver Sundquist formentlig i stand til at levere nye input til Brynäs-truppen. 

Sundquist har siden sin tid i Danmark trænet norske Stjernen og han førte Tingsryd til Allsvenskan-finalen i sæsonen 2015/16, inden han i fjor ganske overraskende blev fyret i den traditionsrige klub. Op til denne sæson blev han indsat som assisterende træner for Brynäs, og nu er han altså forfremmet til chef.

– Der kommer til at blive en del ændringer i det daglige. Derefter skal vi kigge på vores spilidé, for der findes sikkert ting, vi kan ændre og gøre bedre. Jeg selv, spillerne og mange andre skal tage ansvar for, at vi skal blive bedre. Jeg tror, vi har store muligheder for at gøre noget, siger Magnus Sundquist ifølge Aftonbladet. 

– Magnus er den rette person. Han udstråler stor tryghed i sit lederskab, som kommer til at smitte af på spillerne. Han kommer ind og kommer til at vise holdet og hjælpe spillerne til at blive bedre – både som hold og individuelt, siger Brynäs-sportschef Andreas Dackell.