SHL: Lauridsen lavede point i storsejr over Madsen

Foto: Jan Korsgaard

Der var danskeropgør i SHL lørdag eftermiddag, hvor Markus Lauridsen og HV71 hjemme i Jönköping tog imod Timrå med Morten Madsen på holdet.

De to hold lå på samme pointtal før lørdagens kamp, men der var klasseforskel mellem de to danskerklubber. Værterne med Markus Lauridsen i andenkæden vandt med hele 5-0.

HV71 grundlagde storsejren i anden periode, som de vandt med 4-0. Markus Lauridsen lagde op til Simon Öneruds 1-0-scoring små fem minutter inde i midterperioden og blev noteret for sit fjerde point i sæsonen.

Jonas Røndbjerg var også med til at storsejre i lørdagens runde, hvor Växjö på hjemmebane besejrede Mora med 6-1. Det blev dog ikke til nogle point fra den danske forward, som spillede i tredjekæden.

Malmö havde tre danskere i samme kæde i udekampen mod Färjestad, men trods en fin åbningsperiode måtte det skånske mandskab med Matias Lassen, Nichlas Hardt og Frederik Storm på isen se sig slået med 4-1.