SHL: Frölunda og Lauridsen vandt første semi

Foto: Jan Korsgaard

Frölunda Indians og Oliver Lauridsen fik en glimrende start på semifinaleserien i SHL med en sejr på 1-0 over Luleå hjemme i Göteborg.

De to hold spiller uhyre tætte kampe og tidligere på sæsonen slog Frölunda Luleå ud af Champions Hockey League og vandt senere turneringen. Den sidste grundspilskamp mellem de to hold sluttede 0-0, så der er lagt op til en uhørt tæt semifinaleserie, og den første kamp levede altså op dertil.

Frölundas målmand Lars Johansson blev den helt store helt med 32 redninger på 32 skud, mens Elias Fälth scorede det afgørende mål syv minutter inde i tredje periode.

Oliver Lauridsen spillede 14:11 minutter i kampen, og kan nu gøre klar til kamp nummer to på mandag.

I den anden semifinaleserie vandt Skellefteå den første kamp lørdag med 2-0 over de regerende mestre Växjö i gentagelsen af sidste sæsons finaleserie. Anden kamp i den serie spilles i morgen.