SHL: Elias Pettersson og Växjö totalt urørlige

Växjö Lakers vandt den første finale i SHL med hele 7-0 hjemme over Skellefteå. 

Det var den største sejr siden 1974/75 i en enkelt finale om det svenske mesterskab, og her til aften fortsatte den sportslige nedslagtning af Skellefteå, da Lakers tog nordpå og vandt med 4-0. 

Igen var unge Elias Pettersson fremragende og i hopla, og han leverede varen med både en assist på Daniel Rahimis 1-0-mål og egen scoring til 2-0, som i øvrigt var fremragende – se klippet herunder. 

Pettersson har været finaleseriens artist hidtil og Växjö-kollektivet er lige nu et af de stærkeste, vi har set meget længe i svensk ishockey. 

Det bliver en hård opgave for Skellefteå at vende den her serie. Nede 0-2 i kampe og 0-11 i mål er næsten helt uforståeligt i en svensk guldfinale. 

Mon ikke Skellefteå-spillerne i hvert fald er ude på at undgå endnu en ydmygelse mod veloplagte Växjö?