Sidste nyt

SHL: Brynäs og Jensen stjal udesejr hos HV71

Foto: Jan Korsgaard

Brynäs med danske Jesper Jensen som en central aktør har nu grebet om finalen i SHL.

I aftes vandt traditionsklubben med 3-2 over HV71 i Jönköping efter en højdramatisk match, der først blev afgjort i overtid. Det var HV’s første nederlag på en ellers kanonstærk hjemmebane, der har været urørlig i slutspillet.

Slovakiske Tomas Zaborsky blev matchvinder 6:45 minutter inde i overtiden, da han konverterede en hurtig kontra og slog pucken ind til det afgørende mål.

Det var Brynäs, der havde teten gennem hele kampen og førte tre gange. HV71 kom hele tiden tilbage, men i overtiden var det altså slut og ovre for hjemmeholdet, der er gået ind i serien som favorit.

Jesper Jensen kom ikke på pointtavlen i aftes, men fik 19 minutters spilletid og vandt 70 procent af sine faceoffs på et Brynäs-hold, hvor forskellige spillere konstant træder frem i en hovedrolle.

Kamp fire i serien i morgen, hvor Brynäs altså kan bringe sig afgørende foran og skaffe matchbolde på hjemmebane i Gävlerinken.

Højdepunkter fra kampen her: