Sharks-træner misser Penguins-kamp

Når San Jose Sharks-spillerne lørdag aften løber på isen i Consol Energy Center til braget mod Pittsburgh Penguins, bliver det uden holdets head coach Peter DeBoer på trænerbænken.

Hajerne oplyser, at DeBoer misser lørdagens kamp i Pittsburgh af personlige årsager. Hvad, der ligger til grund for hans afbud til kampen, ønsker Sharks’ general manager Doug Wilson ikke at fortælle mere om.

Det bliver assistenttrænerne Steve Spott, Bob Boughner og Johan Hedberg, der overtager træneransvaret fra Peter DeBoer i lørdagens kamp, hvor San Jose skal forsøge at hente sin femte sejr på stribe mod et Pittsburgh-hold, som har vundet to kampe i træk.