Sen slutspurt var to points værd for Esbjerg

Foto: Jan Korsgaard

Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hawks 4-3 (1-0, 1-2, 1-1) 1-0

Esbjerg sejrede i overtid og er dermed fortsat ubesejrede hjemme i indeværende sæson, da man i en tæt og tempofyldt kamp, med et snert af slutspils-intensitet, afgjorde blot 11 sekunder inde i overtiden. Wade Bergman blev matchvinder for vestjyderne.

Sten var skiftet ud med puck, da Granly Hockey Arena for første gang i næsten tre uger atter kunne byde Esbjergs hockeypublikum på en kamp fra Metal Ligaen. Siden Esbjerg senest spillede hjemme, hvor det blev til en sejr på 4-1 over Rungsted, har man således afviklet et EM-stævne i curling i det vestjyske.

Dette affødte et længere road trip for Energy-mandskabet, der har benyttet lejligheden til at få sat gang i pointproduktionen på udebane, hvor det først på sæsonen kneb gevaldigt i den disciplin for Esbjerg, så har man hentet tre sejre i de seneste tre udekampe.

De nordjyske gæster fra Frederikshavn har længe været godt kørende og på det seneste har man udraderet Aalborg og Gentofte med hhv. 10-2 og 5-0, inden man i søndags måtte se sig slået knebent efter straffeslag i Herning.

Frederikshavn var onsdag uden Sebastian Svendsen, mens vestjydernes defensiv var svækket, da man måtte se bort fra Nicholas B. Jensen og Rasmus Christensen.

Hos vestjyderne blev kaptajn Aaron Lee forud for kampen kåret til november måneds profil, hvorefter han kunne iføre sig den sorte hjelm som et synligt bevis herpå.

Mens gæsterne kom rigtigt godt ud af startblokkene, så var det værterne der kom først på tavlen, da Esben Nielsen på lidt besynderlig vis gjorde det til 1-0 efter fire minutters spil. Nielsen lagde egentligt bare en harmløs puck på mål fra udkanten af faceoff-cirklen, men pucken snød George Sørensen fuldstændigt og fortsatte ind i nettet, bag en den talentfulde keeper.

Kampen havde generelt haft en tempofyldt indledning, hvor nordjyderne kørte hårdt på med en stærk offensiv, der var en evig kilde til uro i de bagerste geledder hos vestjyderne.

Esbjerg var tæt på at udbygge føringen efter otte minutters spil, da Søren Nielsen fra en position bag mål, fik sendt en hård og præcis pasning lige på bladet af Brock Nixons stav, hvorfra canadieren resolut trykkede af. Men Sørensen tog revanche for den tidligere svipser og afværgede med en fremragende redning.

Værterne havde i det hele taget genvundet lidt momentum omkring halvvejsmærket i perioden og fysikken begyndte også at spille ind, eksemplificeret ved et hårdt hit af Aaron Lee på Mathias Bau Hansen omkring det 14. minut.

Perioden var generelt velspillet med et fint flow. Der var ikke mange spilstop og udvisningerne kom der først gang i efter 17 minutters spil, da Mike Dalhuisen begik en tripping i egen zone. I det efterfølgende power play gjorde Frederikshavnerne en rigtig god figur og både Adam Millar og Steffen Klarskov havde gode muligheder for udligning.

Esbjerg klarede sig dog igennem situationen, men desværre for vestjyderne, så fik Dalhuisen kun 35 sekunder på isen, før han rendte ind i to nye udvisninger for hhv. cross-checking og holding. Værterne skulle dermed starte anden periode i box play.

Nordjyderne var ikke sene til at udnytte muligheden i power play, da man et minut inde i anden periode gjorde det til 1-1. Gæsterne pressede hårdt på og i to omgange lykkedes det gæsterne at få passeret Jeff Frazee, da den tidligere Esbjerg-spiller Colin Vock sendte pucken op i nettaget.

Frederikshavn havde dog stadig to minutter i overtal, men dem formåede Esbjerg at kæmpe sig igennem. Herefter fulgte nogle gode minutter af værterne, hvor Jeppe Holmberg havde en stor mulighed efter fire minutters spil, inden Aaron Lee minuttet efter kunne bringe Esbjerg i front med 2-1, da han let prikkede pucken ind under Sørensen efter glimrende forarbejde af Matt Pistilli og Mario Lamoureux.

Midt i perioden fulgte nogle minutter med indianer-hockey, hvor angrebene bølgede frem og tilbage uden tegn på de store systemer eller nogen videre organisation på de to mandskaber, men det var underholdende for de knap 1.500 fremmødte.

Der var i det hele taget masser af fart, intensitet og fysik i anden periode, som også bød på en lille meningsudveksling mellem Esben Nielsen og Jacob Dahlstrom, som resulterede i 2+2 til Nielsen, mens Dahlström slap med en enkelt udvisning.

Men det var Jeppe Holmbergs udvisning for holding the stick efter 15 minutters spil der kom til at koste for Esbjerg, da Steffen Klarskov på lidt kontroversiel vis gjorde det til 2-2. Målet var der sådan set ikke noget i vejen med, men få sekunder forinden var Frazee blevet ramt i hovedet af et hårdt skud, hvor de fleste gulblusede nok havde forventet at spillet var blevet fløjtet af.

Men dommerens vurdering var altså en anden, og gæsterne udnyttede kynisk forvirringen i Esbjerg-forsvaret og kunne dermed gå til pause med 2-2 på tavlen. Vestjydernes spil var mod slutningen af perioden blevet lidt nervøst og gæsterne dominerende spillemæssigt og tegnede sig også for klart flest afslutninger.

Tredje periode startede med Esbjerg i teten, men med gæsterne som de farligste på kontraangreb. Som et godt eksempel herpå splittede Adam Miller det vestjyske forsvar efter fire minutters spil, hvorefter det var en smal sag for Mathias Bau Hansen at bringe gæsterne i front med 2-3.

Der skulle gå 49 minutter før Esbjerg første gang fik chancen i power play. Den chance formåede vestjyderne dog ikke at gribe og overtalsmuligheden løb ud i sandet for værterne.

13 minutter inde i perioden kom forløsningen for Esbjerg-supporterne, da Aaron Lee efter et stærkt forarbejde fik afsluttet på Sørensen i gæsterne mål. Sørensen kunne dog kun halvklare og Lamourex var hurtigt over returen, som blev sendt i nettet til 3-3.

Den i forvejen højdramatiske kamp spidsede yderligere til fire minutter før tid, da Steffan Klarskov hookede Sune Hjulmand i midtzonen. Dommerne var ikke i tvivl, men Klarskov følte sig bortdømt og da han gav udtryk for sin ærlige mening blev der tilføjet yderligere en 2-minutters udvisning for dårlig opførsel.

Esbjerg pressede på for sejrsmålet men formåede ikke at lukke kampen indenfor den ordinære spilletid, hvorfor man måtte ud i overtid. Her havde Esbjerg 18 sekunder tilbage i power play. Ikke meget, men alligevel nok, da Wade Bergman efter blot 11 sekunder afgjorde kampen til Esbjergs fordel, da han sendte en afslutning ind bag Sørensen umiddelbart efter en faceoff.

Wade Bergman var bedste mand på isen. På en dag hvor man ikke så helt så meget til Lamoureux og Pistilli som man plejer i det vestjyske, så er det heldigt for Esbjerg, at man har en stærkt spillende Bergman på back-pladserne.

Bergman leverede en rigtig stærk og solid defensiv indsats og kronede præstationen med en assist på målet til 3-3, mens han altså også afgjorde kampen til Esbjergs fordel i overtiden. Bergman snupper derfor titlen for næsen af Aaron Lee, som også levede en rigtig stærk præstation onsdag aften i Granly Hockey Arena.