Sen Rødovre-afgørelse i lokalopgøret

Foto: Jan Korsgaard

Rødovre Mighty Bulls-Gentofte Stars 4-1 (1-1,0-0,3-0) Den tidlige eftermiddagskamp i Rødovre gav svar på tiltale fra hjemmeholdet, der har været i et mindre formdyk på det seneste. I kampen mod Gentofte Stars lykkedes det for Mighty Bulls at snuppe den tredje sejr på stribe mod de sjællandske rivaler.

Det på trods af, at Yannick Vedel ganske tidligt bragte gæsterne foran, da han fik masser af plads fremme foran mål, da den tidligere Rødovre-mand Emil Møller Rasmussen flot assisterede. Mads Carlsen nåede inden pausen at udligne for hjemmeholdet, da han stødte med frem og flot trak pucken ind.

Carlsens første mål i Mighty Bulls-trøjen og dermed en glædens stund for den unge spiller, der drager stor erfaring af samarbejdet med Phillip Bruggisser.

Netop Bruggisser var på pletten ved Rødovres 2-1-mål, da han stødte med frem i en lynende hurtig omstilling, som blev afsluttet af en skarp Jannik Karvinen-pasning. Bruggisser konverterede stensikkert og viste igen, at han har ganske gode offensive kompetencer.

Det var helt fremme omkring minut 53, så det var altså først i slutfasen, at Mighty Bulls for alvor fik grebet om kampen. Mikael T. Christensens mål i powerplay efter 56 minutter og Mikkel Højbjergs scoring i tomt mål afgjorde definitivt kampen for hjemmeholdet.

FACEOFF-online kunne desværre ikke være til stede i dag, reportagen skrevet på baggrund af lokale medier, klubbernes hjemmesider og højdepunkter.

Højdepunkterne fra kampen her: