Selvfølgelig tænker ledelsen over min situation

Endnu en frygtelig aften for Herlev Eagles, der indkasserede ni mål i Bryggeriet Vestfyen Arena i Odense tirsdag.

Efter en ganske fin første periode brød Eagles-mandskabet totalt sammen i de midterste 20 minutter og indkasserede hele seks mål på 10 minutter.

Endnu en nedtur for træner Linus Fagemo, der har set sit hold blive slået ud af Metal Cup tidligt på sæsonen og derefter blot har vundet en ud af 10 kampe i Metal Ligaen.

Den svenske træner erkender gerne, at starten langt fra har været optimal, og at ledelsen hos Eagles formentlig evaluerer den øjeblikkelige bundplacering – og dermed også træneren.

– Jeg fornemmer stadig, at ledelsen bakker op. Men det er klart, at har man vundet en ud af de første 10 kampe, så tænker de selvfølgelig over trænerens situation. Sådan er det i den her branche, men omvendt er det ikke noget, jeg kan påvirke.

– Jeg arbejder videre på den måde, jeg vurderer, er den rigtige – og så er der andre folk, der eventuelt tager beslutningerne om min fremtid. Sådan er det jo, siger en afklaret Linus Fagemo omkring sin situation.

Hvordan forklarede han i første omgang det store nederlag i går:

– De to seneste kampe er jo begyndt på samme måde. Vi er begyndt godt og har skabt mange muligheder i starten af kampene, men der sker noget negativt med holdet, så snart modstanderen begynder at score.

– Det bliver hårdt for drengene nede på isen, og det er tydeligt, at den dårlige start sidder i hovederne på mine spillere. Der er mange ting, som vi ikke gør tilstrækkeligt. Meget kommer af manglende selvtillid, siger Linus Fagemo til FACEOFF-online.dk.

I spiller en god første periode, men misser blandt andet en fem mod tre-situation. Og i anden periode virker det, som om holdet bliver spredt for alle vinde. Hvordan oplever du de situationer?

– Vi spiller fem mod tre længe og skaber næsten ikke et skud på mål. Det er selvfølgelig ikke godt nok. Man SKAL skabe en chance i fem mod tre.

– Når vi så kommer bagud med et eller to mål, så er det som om, spillerne mister tålmodigheden og glemmer de ting, vi er kommet overens om inden kampen.

– De bliver frustrerede og føler, at der SKAL ske noget og begynder at tage chancer. Pludselig har vi ikke folk hjemme for at forsvare, siger Linus Fagemo

– Man skal også huske, at vi længe har haft fire ordinære backer ude (Bozic, Saxrud, Villadsen, Mauritzen). Det er selvfølgelig også en årsag til, at vi har ladet så mange mål gå ind, lyder det fra den svenske træner.

I har skiftet rigtig meget ud på holdet allerede. Har det haft en negativ påvirkning på rytmen?

– Egentlig ikke. Det er vilkårene. Præsterer man ikke i den her branche, så koster det. Sådan er det jo, og det må man acceptere som spiller, siger Fagemo.

Hvad kan du gøre bedre som coach i den kommende tid?

Jeg skal være realistisk og se tingene som de er. Der findes positive ting at tage med, men det nytter heller ikke noget at blunde for det, vi gør forkert. Jeg skal se video, rette til og gøre en forskel, lyder det fra Herlev-træneren.