SE Arena er blevet kold og klar

Foto: Jan Korsgaard

SønderjyskE fik for en gangs skyld ikke medalje i fjor, så derfor er den lyseblå stamme af spillere formentlig revanchesulten frem mod den kommende sæson.

Sønderjyderne havde ispremiere fredag aften, og havde blandt andre fire nye nordamerikanske angribere på is. De sønderjyske fans skal vænne sig til at sige Derek Damon, Danny Hobbs, Harrison Reed og Nathan Longpre i stedet for for eksempel Cory Quirk og Scott Campbell, og det skal blive ganske spændende, hvor stærkt den sønderjyske stab har scoutet frem mod sæsonen.

Det er ifølge SønderjyskE’s hjemmeside den assisterende træner Chris Straube, der har taget sig af “den anden ende af truppen” – de unge spillere, der skal kæmpe om pladserne i en sæson, hvor SønderjyskE har proklameret, at devisen i første omgang hedder fire kæder og masser af istid til den yngste del af truppen.

SønderjyskE indvier sæsonen officielt næste weekend med kampe fredag og lørdag mod det finske Liiga-hold Vaasan Sport.