SDHL: Søndergaard skød Linköping til vigtig sejr

Første semifinale i den svenske kvindeliga, SDHL, i aftes og sædvanen tro mange danskere i aktion.

En af dem var Nicoline Søndergaard Jensen, landsholdsangriberen, der spiller for Linköping og en aktør, der i denne sæson har været en absolut topspiller for topklubben.

Hun beviste igen i går sit værd, da hun scorede kampens vigtigste mål, da Linköping vandt 2-0 hos Modo Hockey og dermed sikrede sig en 1-0-føring i bedst af tre-serien.

Søndergaard fik et fremragende oplæg af Lara Stalder, som danskeren konverterede sikkert og dermed har Linköping alle muligheder for den SM-finale, som holdet missede sidste sæson.

Tekniske problemer med den svenske statistikside her til morgen gør, at vi ikke kan konstatere, hvorvidt Amalie Andersen var med hos Linköping, men mon ikke også den danske landsholdsback har været i opstillingen?

I den anden semifinale vandt Luleå/MSSK Hockey med Michelle Karvinen og Josefine Persson stensikkert 5-2 over de forsvarende mestre Djurgården med Josefine Jakobsen på holdet.

Luleå-mandskabet fik mål og assist af Karvinen og var foran 5-0, før hjemmeholdet fik reduceret. Det ligner en svær opgave for Djurgården at få vendt bøtten i weekenden.

Højdepunkter fra kampene her: