SDHL: Nicoline Jensen på toppen i danskeropgør

Danskerklubben Linköping fortsætter sejrsrækken i den svenske kvindelige, SDHL, hvor det i aften blev til en sejr over en anden klub med dansk repræsentation, Djurgården.

Kampen på Hovet i Stockholm endte 4-1 til gæsterne fra Linköping, som havde danske Nicoline Jensen i en af hovedrollerne.

Nicoline Jensen spillede back på landsholdet ved Division I-VM i foråret, men hun er i Linköping rykket op i angrebet, hvor hun for øjeblikket fornøjer sig i andenkæden sammen med Jennifer Wakefield (Canada), der er en af verdens absolutte topspillere.

Jensen fik assist på Linköpings første mål – scoret af netop Wakefield – mens det var danskeren selv, der nettede til 2-0.

Gæsterne bragte sig foran 4-0, så det hjalp ikke, at Josefine Jakobsen kort før tid scorede for Djurgården.

Sejren betyder, at Linköping, der også havde Amalie Andersen på holdet i tredjekæden, bringer sig alene i spidsen af SDHL – og de tre point var en god opladning til weekendens storopgør mod Luleå.