Schweiz: Heinz Ehlers-debut uden mål og succes

Den danske toptræner Heinz Ehlers fik i aften sit comeback som træner i den schweiziske Nationalliga A. Han overtog i går formiddag SC Langnau Tigers, og havde lige nøjagtig en enkelt træning til at sætte sine spor før aftenens kamp mod Ambri-Piotta.

Det gik ikke godt for Ehlers og co., der endte med at tabe 0-3 på hjemmebane mod Ambri-Piotta.

“Ny træner, gamle svagheder”, skriver en af de store aviser i Schweiz, Berner Zeitung, om kampen. Her skød SC Langnau 42 gange uden at score, og det har tilsyneladende været et problem i sæsonen hidtil under Ehlers’ forgænger Scott Beattie.

Til gengæld blev hjemmeholdet klappet ud efter en fin første periode – hvor stillingen stadig var 0-0.

I morgen onsdag skal Langnau-spillerne “i skole” hos Heinz Ehlers, hvor en stor del af træningsdagen skal bruges på at lære danskerens taktiske dessiner, skriver Berner Zeitung.