Schweiz: Ehlers og Lausanne tabte cup-finalen

EISHOCKEY NLA

Den gik ikke for Heinz Ehlers og Lausanne, der stadig må tage til takke med at være en af de klubber i Schweiz, der kun har vundet titler på næsthøjeste niveau.

I aften kunne den danske træner ellers have sikret klubben den første nationale titel nogensinde i finalen i Swiss Hockey Cup. 7600 tilskuere var ellers på plads i Patinoire de Malley og klar til at sikre Lausanne sejren, men ZSC Lions endte med at vinde en tæt finale med 4-1.

Jan Neuenschwander bragte tidligt i kampen gæsterne foran, og svenske David Rundblad – med fortid i NHL og hos Chicago Blackhawks tidligere i sæsonen scorede til 2-0 for ZSC, da der var spillet 34 sekunder af anden periode.

Det fik dog ikke hjemmeholdet til at give op, og finske Harri Pesonen fik reduceret godt tre minutter senere. Lausanne var godt med i kampen og havde specielt i begyndelsen af tredje periode godt fat i favoritterne.

Heinz Ehlers satsede og tog målmand Cristobal Huet ud i det 58. minut, men det kostede et 3-1-mål til gæsterne og Robert Nilsson fuldendte Zürichs triumf.

Dermed slut for Lausannes pokaldrømme og klubben kan nu koncentrere sig om ottendepladsen i grundspillet og måske endnu et slag mod ZSC Lions i en kommende kvartfinale om det schweiziske mesterskab.