Schweiz: Ehlers og co. tabte skæbnekamp

Så tæt på og alligevel så langt fra. Heinz Ehlers-klubben i Schweiz SC Langnau tabte i aftes hjemmekampen mod Servette-Geneve og får nu store problemer med at nå slutspillet. I stedet ligner det endnu en omgang kvalfikationsspil for den danske træner efter 1-3-nederlaget i går.

Det kan ændres, hvis Langnau vinder de sidste to kampe mod Kloten, samtidig med, at Servette – den direkte konkurrent – taber dobbeltkampene mod SC Bern. Servette er fem point foran efter sejren i aftes.

Stillingen var 1-1 i den nerverpirrende kamp, og vi var godt 10 minutter inde i tredje periode, da svenske Andreas Thuresson leverede en hovedløs pasning op gennem egen zone, som Servettes Stephane da Costa fangede. Da Costa udnyttede forvirringen i Langnaus forsvarszone og scorede til 2-1. Han afgjorde dermed kampen til stor jubel for gæsterne, der sent i kampen lagde til med endnu en scoring.

Ærgerligt for Langnau, der er en af de små klubber rent økonomisk i Schweiz. Alene det faktum, at klubben under Heinz Ehlers spiller så længe om at komme i slutspillet, er et glimrende resultat, men det ser altså ikke ud til, at Langnau tager skridtet i denne sæson.

Stillingen i den schweiziske liga inden de to sidste spillerunder:

Form
1. Bern  48 26 8 4 10 161:106 98
2. Zug  48 22 10 2 14 146:116 88
3. Biel  48 22 5 7 14 142:122 83
4. Lugano  48 25 3 1 19 151:126 82
5. Zürich  48 19 6 6 17 142:125 75
6. Fribourg  48 19 5 7 17 129:133 74
7. Davos  48 21 2 6 19 130:148 73
8. Servette 48 16 7 7 18 126:147 69
9. Langnau 48 16 6 4 22 113:126 64
10. Lausanne  48 14 4 10 20 143:165 60
11. Ambri-Piotta  48 13 5 5 25 130:161 54
12. Kloten  48 8 6 8 26 112:150 44