Scheel: Hårdt arbejde skal få os ud af krisen

Med én sejr i de sidste ti kampe begynder krisen snart at sætte spor i Björklöven, hvor danske Felix Scheel render rundt. Realiteten er en plads i bunden, hvor man i skrivende stund befinder sig sølle ét point over stregen, som bestemmer om de skal en tur i kvalserien til Division 1 eller blive i Allsvenskan.

Det begyndte ellers så godt.

Fem sejre i syv kampe rakte til en plads i den sjove ende, og Scheel kunne bryste sig af fire mål og masser af spilletid.

Derefter gik det ned ad bakke, både for danskeren – med rødder i Gentofte – og for holdet. Et 3-1-nederlag til oprykkerne fra Vita Hästen i ottende kamp var startskuddet til perioden, der placerer dem i den tunge ende af tabellen.

– Det kan godt være pointene ikke lige har rullet ind, men jeg er sikker på, at det nok skal komme. Så længe man arbejder hårdt, kommer det af sig selv, fortæller Scheel.

– Vi har været hårdt ramt, men jeg syntes faktisk, at pilen begynder at pege i den rette retning – både personligt og for holdet.

På trods af den dårlige periode, bemærker Scheel ikke noget til presset udefra.

– Jeg går ikke rigtig rundt og tænker på, om folk er sure på holdet eller mig personligt. Det gælder bare om, at producere og vinde igen, så er den tunge periode glemt.

Om skuden snart vender, eller om holdet skal en tur i kvalserien, skal man vente helt til sidst i februar for at få af vide, hvor Leksand og Matias Lassen tager imod Scheel og co. den 28.