Ryan McDonough afgjorde marathonkampen i Aalborg

Vojens Efterskole
Foto: bluelinemedia.dk
Vojens Efterskole

Aalborg Pirates – Gentofte Stars 4-3 (1-1, 1-0, 1-2) 0-0, 0-0, 1-0 Det blev en marathonkamp i Gigantium, da Gentofte Stars kom forbi for at se, om de kunne tage den vitale udesejr over Aalborg.

De havde chancerne, men efter hele 111 minutters ishockey og den tredjelængste slutspilskamp i Danmark, så måtte Teemu Seppänen og Gentofte give fortabt og tage bussen hjem til Gentofte. Der var nok mange i hallen, der var glade for det tidlige startstidspunkt, og at det ikke var en tv-transmitteret sen match.

Nerverne sad udenpå trøjerne på Aalborgspillerne, da kampen startede i Gigantium.  Aalborg var foran tre gange i kampen, men hver gang slog Gentofte tilbage, hvor Teemu Virtala var en bærende kraft på Gentofteholdet, inden Ryan McDonough afgjorde sagerne helt fremme i sjette periode.

Hos Aalborg var der comeback til Henry Hardarson. Dermed er der bare fire spillere på skadeslisten hos Aalborg, og det er Andrew Blazek, Kristian Kodal, Lasse Jul Korsgaard og Alexander Collberg. Hos Gentofte var der ikke nogle skader til kampen, så de kom igen med fire kæder.

Aalborg kom godt ud til kampen med god fart i skøjterne, men kom under gevaldigt pres, da Aalborg fik de første par udvisninger, hvor Gentofte var millimeter fra at komme foran. De små 2400 dommere, der sad på tilskuerpladserne var ikke tilfredse med dagens dommere på isen, men i starten af perioden var Aalborg heldige med ikke at komme mere i undertal, da Julian Jakobsen kunne have været sendt i boksen et par gange.

Aalborg kom foran ved Sebastian Brinkman, da han flot styrede pucken op i hjørnet uden chance for Teemu Seppänen i målet. Oplægget til målet kom fra Anders Overmark, der klappede pucken afsted mod mål.

Gentofte fik udlignet ved Jeff Terminesi, der var først over en løs puck for Ronan Quemener. Aalborg fik en stor mulighed for at komme foran i slutningen af perioden, da Gentofte blev ramt af en del udvisninger, men Aalborgs powerplay formåede ikke at udnytte flere store muligheder, hvor Jeppe Jul ikke fik ordentligt træf på pucken med helt tomt mål. 1-1 efter 20 minutter.

Anden periode blev mere nervøs fra begge sider, hvor det var tydeligt at mærke på spillet, at næste mål kunne blive afgørende. Især Aalborgs spil i egen zone blev meget nervøst, hvor de gav en del chancer væk, men Ronan Quemener var på sin plads og stoppede Gentoftes muligheder.

Det var ikke helt fortjent efter spil og chancer, at Christopher Frederiksen bragte Aalborg foran med 2-1, da han fik prikket pucken over stregen til stor jubel blandt de små 2400 tilskuere. Spillet havde ikke været kønt i perioden, men det er som regel topholdets lod at score målene på de rette tidspunkter. 2-1 efter 40 minutter.

Spillet bølgede frem og tilbage, og det begyndte at herske en mindre ond stemning spillerne imellem på isen. Flere små slag med staven, som dommerne ikke dømte noget for. Aalborg havde muligheden for at komme foran med 3-1 i powerplay, men det var meget vanskeligt at se hvem der var i powerplay, for det var Gentofte, der var farligst, mens Aalborg var i overtal.

Gentofte fik også udlignet til 2-2, da Teemu Virtala, fra bag mållinien, vippede pucken op i ryggen i Quemener, og den kunne trille stille og roligt ind.

En flot detalje af finnen, og det virkede til at have været en helt bevidst handling fra hans side. Det slog pusten ud af Aalborg, der ikke vidste, hvad de skulle gøre, og udskiftningerne sad heller ikke i skabet, hvor de på et tidspunkt kun var de to backs på isen; dog havde de pucken bag eget mål.

Pludselig fik Aalborg dog scoret igen: Peter Quenneville tog turen op i højre side, hvor han smed pucken ind foran mål, hvor Ryan McDonough var først med staven, og fik styret pucken i mål til stor jubel blandt Aalborgs fans. Gentofte lagde et sidste stort pres på mål, hvor det lykkedes for kampens spiller, Teemu Virtala, at udligne til 3-3 med godt to minutter tilbage af 3. periode.

I overtiden var der masser af chancer i begge ender, og Gentofte fik en gylden mulighed for at score i powerplay, da Bjarke Møller blev udvist for en hooking, da der var spillet under ét minut. Der blev fightet godt fra Aalborgspillerne, men Gentoftes powerplay virkede også meget stationært uden den store idé.

Aalborg havde også deres muligheder for at afgøre kampen; blandt andet da Martin Højbjerg bare skulle styre pucken i mål, men i stedet fik han styret den i sidenettet til stor ærgrelse blandt størstedelen af publikum.

Ryan McDonough havde næsten pucken på bladet med tomt mål, men pucken gled fra ham, og chancen løb ud i sandet. Efter fire perioder var det stadig 3-3.

Hvor det var Aalborg, der var bedst i første overtidsperiode, så var det Gentofte, der var toneangivende i 5. periode.

De skabte flere store muligheder, hvor Gentofte smed pucken på ydersiden af stolpen. Aalborg kom til sporadiske muligheder i 5. periode, men det var Gentofte, der var farligst.

I slutningen af femte perioden blev Gentofte ramt af nok kampens tyndeste udvisning, og Aalborg havde muligheden i powerplay. Men Aalborgs powerplay scorede ikke og de dødtrætte spillere måtte ud i sjette periode.
Her gik der 11 minutter, da Ryan McDonough fik fintet Teemu Seppänen ned på isen, inden han lagde pucken køligt op i nettaget. Det var lige, da Jesse Jyrkkis udvisning for forsinkelse af spillet var udløbet. Inden målet havde Aalborgs Bjarke Møller og Jeppe Jul Korsgaard haft muligheder for at tage sejren.

Canadieren Ryan McDonough var en afgørende faktor med scoringen i overtiden, og han var også klar med en scoring til 3-2, da Aaborg virkede modløse efter Gentoftes 2-2 mål. Hos Gentofte var Teemu Virtala bedst. Han har tidligere på sæsonen vist, at han er en utrolig vigtig spiller for Gentofte, og i dag var ikke nogen undtagelse. En fikst mål til 2-2, og det udlignede mål til 3-3 og dermed sikrede han overtid, som Gentofte dog tabte.