Rutineret – og meriteret – canadier lander i Metal Ligaen inden længe

Kent McDonell er 37 år og har spillet 32 NHL-kampe tilbage i begyndelsen af dette årtusinde. Siden har ishockeykarrieren ført ham til Europa, hvor han har optrådt både Tyskland, Norge og senest i Sverige, hvor han i fjor var i Malmö under den nuværende Rungsted-coach, Björn Hellkvist.

Derfor gætter den vældig velinformerede Facebookside “POV – Rungsted” også på, at McDonell skal til Rungsted inden længe.

Canadieren bliver nemlig meldt til Danmark af sit agentbureau 37Hockey og med det tidligere makkerskab med Hellkvist in mente, så kan det sagtens være muligt, at den meriterede spiller nu sætter sine skøjter i Nordsjælland.

I sidste sæson var han en habil fyr på Malmös SHL-mandskab, hvor McDonell – udover masser af intensitet – stod for 18 point i 49 kampe. Slet ikke dårligt i svensk ligasammenhæng.

De kommende dage gemmer på hans nye destination. Vi venter i spænding.