Russisk U18-landshold i mulig dopingskandale

En dopingskandale er under opsejling i international ishockey med reference til det kommende U18-VM.

Et flertal af spillerne på det russiske U18-landshold skulle efter sigende være taget i dopingkontrollen for brug af Meldonium. Stoffet blev forbudt fra årsskiftet og fik sit foreløbig mest prominente offer i tennisspilleren Maria Sharapova, der stod offentligt frem og indrømmede brugen af Meldonium.

Russerne har ændret sin årgang 98-opstilling til VM til en årgang 99-opstilling og kommer altså reelt nu med et U17-landshold i stedet for et U18-landshold.

Flere svenske medier citerer russiske Allhockey.ru for afsløringen, og en Google Translate-oversættelse fra det russiske Allhockey.ru-magasin fortæller også historien om, at hele den oprindelige VM-trup nu er blevet slettet fra det russiske forbunds hjemmeside.

Også landstræneren Vitaly Prokhorov skulle blive erstattet af en ny mand.

Det russiske U18-landshold har i indeværende sæson spillet med i KHL’s juniorliga MHL som fast bestanddel af turneringen.