Russisk OL-guldvinder på vej til NHL

Sæsonen for klubskifter begynder snart, og en af de stærkeste defensive backer i KHL ser ud til at forlade verdens næstbedste liga til fordel for NHL.

Det russiske medie Sport-Express skriver, at den 26-årige back Yegor Yakovlev inden længe får ophævet sin kontrakt med KHL-storholdet SKA St. Petersburg for at skifte til New Jersey Devils i NHL.

Yegor Yakovlev var i sidste sæson med til at vinde KHL-mesterskabet med SKA St. Petersburg, og han var også med på det hold af russiske atleter, der tidligere i år vandt den olympiske ishockeyturnering ved vinter-OL i Pyeongchang med en finalesejr over Tyskland. Yakovlev har desuden vundet VM-guld med Rusland i 2014.

Den 26-årige back har med andre ord prøvet at vinde alle de store turneringer, han har deltaget i, og ifølge Sport-Express går jagten på en Stanley Cup-triumf nu ind.

Yegor Yakovlev er aldrig blevet draftet af en NHL-klub, og kontrakten med Devils kan officielt blive underskrevet til sommer. Sport-Express fortæller, at Montreal Canadiens også skulle have vist interesse for den 26-årige back.