Rungsted vandt underholdende match over Herlev

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard
Vojens Efterskole

Rungsted Seier Capital havde disket op til den helt store fan-fest før første kvartfinaleopgør imod Herlev Eagles i Bitcoin Arena. Knap 250 fans var til spisning og fri bar som en perfekt optakt til det sjællandske opgør.

320×360 artikel

Mens festen var i gang i teltet ude foran hallen, trillede et par busser fyldt med Herlev-fans ind på parkeringspladsen. I hvert fald 200 sort-gule fans havde fundet vej til Nordsjælland denne aften, og de var med til at skabe en fantastisk kulisse sammen med resten af de over 2000 fremmødte tilskuere.

Metal Ligaens “grand old man”, Kim Staal, var ikke blevet klar til kamp, og han manglede derfor i Herlevs andenkæde. Rungsted måtte se bort fra den unge back Oscar Schulze, men ellers var det to hold i stærkeste opstilling.

Kort inden faceoff blev den nu afdøde Rungsted-legende John Iversen mindet, efter han for en uge siden døde af kræft kun 58 år gammel. Flot gestus, som en helt tavs Bitcoin Arena viste den tidligere landsholdsback.

Herlev tog hul på kampen i herligt tempo. William Quist var millimeter fra at sende Eagles i front allerede efter 20 sekunder, da han kom fri på kanten. Thomas Lillie fik dog afværget.

Begge mandskaber havde speederen i bund i en første periode med skiftende momentum.

Allerede efter tre minutters spil faldt kampens første udvisning til Herlev. Rungsted brugte lige godt 30 sekunder på at sætte Marcus Olsson op i slottet, og den svenske kaptajn sendte pucken op i krydset. Flot sat op af Rasmus Andersson bag mål.

Rungsted med en tidlig føring kan umuligt være det, Herlevs svenske coach Patrick Wener havde ønsket sig.

Efter målet fik tempoet og intensiteten et ekstra nøk opad, og begge mandskaber havde chancerne til at få nettet til at blafre. Dog uden held.

Herlev fik ganske fortjent sendt en udligning ind bag Thomas Lillie med godt et minut tilbage af første periode. I overtal fandt Brett Thompson kollegaen Louis Blak Olsen tæt under mål, og derfra kunne den danske slider dirigere pucken ind bag Lillie. 1-1 efter de første 20 minutter var vel på sin plads, omend begge hold havde chancer til mere.

De første seks-syv minutter af anden periode var en værre rodebutik. Ingen af de to hold fik sat noget sammen, der offensivt gav muligheder, som for alvor skabte problemer for modstanderen. Spillet bar tydeligt præg af ikke at begå fejl bagude, hvilket gav meget fastlåst spil.

Derfor var det lidt af en befrielse for kampens tilskuere, da Tim Daly fra en meget spids vinkel fik sendt et skud i kassen via Emil Jidskogs benskinne. Den svenske keeper så mere end tvivlsom ud, og kan nok ikke se sig helt fri for en afgørende rolle på Rungsteds 2-1-mål.

Målet fik åbnet for kampen igen, og begge hold begyndte igen at spille for at vinde i stedet for at undgå at tabe.

Herlev fik sat et par gode sekvenser sammen, hvor Jesper Thörnberg og Emil Møller Rasmussen havde tilbud, som med lidt held havde givet mål.

I stedet var det Rungsted, som i den anden ende eksekverede på lidt løst forsvarsspil. Charlie Sarault fik fra banden sendt pucken ind til en helt fri Morten Jensen, der var drevet med frem fra sin backplads, og helt fri med Jidskog trak han til højre og sendte pucken op i nettaget med baghånden. Herlev til tælling i slutningen af anden periode.

Nede med 3-1 inden tredje periode, var det bestemt ikke slut for Herlev, men selvom de ihærdigt prøvede, var det som om Rungsted havde fået kontrol på de hvidblusede gæster, og var der brug for det, skruede hjemmeholdet op for gassen.

Midtvejs i tredje periode faldt afgørelsen så. To hurtige Rungsted-scoringer sendte måltavlen på 5-1 med lidt under ti minutter tilbage at spille i.

Først var det Tim Daly, der scorede sit andet mål i kampen, da den hyperfarlige og meget offensive canadiske back stødte med frem og sendte en retur fra Charlie Saraults afslutning i mål. På det her tidspunkt var holdene fire mod fire.

Kort efter 4-1-målet blev det til 5-1 ved Nikolaj Rosenthal, som blev sat op i en to mod en-situation af Charlie Sarault nok en gang. Den lille canadiske center havde næstesidste stav på de sidste tre Rungsted-scoringer.

Herlev slog tydeligt op i banen efter de to hurtige mål imod og begyndte i stedet at rette deres frustrationer mod dommerne, uden at det havde den store effekt.

Med et par minutter tilbage at spille fik Magnus Povlsen reduceret til 5-2 efter han drev flot op igennem midten af banen og fik lov at komme helt ned til Rungsted-målet, hvor han fik listet pucken ind under Thomas Lillie.

Det blev dog ikke til mere, og Rungsted kan notere sig en 1-0-føring i serien.

Begge mandskaber var allerede fra første fløjt inde at stikke til hinanden i nærkampene foran mål og ved banderne, og mon ikke det nok skal blive ganske hedt allerede på søndag i Herlev, hvor kamp to venter?