Rungsted vandt sikkert over Herlev

Herlev Eagles – Rungsted Seier Capital 3-6 (0-1, 1-3, 2-2) Herlev Eagles skulle forsøge at følge op på deres meget flotte sejr i Herning i fredags, hjemme mod Rungsted Seier Capitals tophold i metalligaen.

Kampen startede med stor Rungsted-dominans og skudsstatistikken sagde 10-2 i udeholdets favør, da Kent McDonell strøg afsted mod hjemmeholdets mål og scorede til 1-0 for gæsterne, der var kun spillet seks minutter på dette tidspunkt.

I samme spilsekvens blev en Herlev-spiller ramt i hovedet af en stav og blev liggende med blodet dryppende fra hovedet. Store protester fra hjemmeholdet, da dommerne lod spillet fortsætte på trods af store smerter fra Herlev-spilleren, da episoden i sidste ende førte til Rungsteds første mål.

Det var ikke meget det sortblusede hjemmehold kom frem til i første periode og derfor var det helt fortjent med en føring til det gæstende tophold.

Anden periode var dårligt startet, før Rungsteds topkæde med Brunnstrøm, Connolly og McDonell bragte udeholdet oppe med to scoringer. McDonell med tværpasningen og Connolly med styringen tæt under mål.

Herlev var marginalt farligere i anden periodes start dog primært på grund af lidt for nonchalant spil af gæsterne.

Herlev med muligheden for scoring i powerplay, det blev til en del tid i Rungsteds-zone, men alligevel måtte hjemmeholdet se Brendan Connolly stryge afsted i et breakaway i samme øjeblik, som Rungsted blev fuldtallige, og her klædte den lille canadier, Marc Schlæger af med et lækkert baghåndstræk og et vip op i krogen.

Hjemmeholdet virkede knækket, men fik alligevel kort tid efter scoringen en livline i form af løs opdækning i gæsternes zone, hvor Lukas Lundvald pludselig var fri foran mål, og han udplacerede køligt lille Jeff Lerg i Rungsted målet.

Rungsted satte sig på kampen igen efter målet, og man fornemmede at kampen skulle lukkes allerede i anden periode fra gæsternes side.

Det nåede da også at blive 4-1 til Rungsted, inden anden periode sluttede. Igen var det “BMC” med målet, og denne gang blev hjemmeholdet totalt udspillet med tre-fire pasninger på kryds og tværs afsluttende med Brunnstrøm, der lagde en fremragende aflevering ned til Connolly på bagerste stolpe, som blot skulle sætte staven på, for at sikre sig hattricket.

Hvis ikke kampen var lukket efter anden periode, så blev den det hurtigt og effektivt i starten af tredje periode. Rungsted scorede to gange inden for det første halvandet minut og så stod det 6-1.

William Boysen var manden bag 5-1, da han efter 20 sekunders spil, afsluttede lige foran en Herlev back og dermed maskerede sit knaldhårde håndledsskud, som strøg helt op i krogen uden Schlæger nåede at reagere, han så den slet ikke.

6-1 var også en lille perle, da Rosenthal var sidste mand på pucken efter Green og Palmebjörk havde spillet “tic-tac-toe” i hjørnet, for til sidst at finde en helt fri Rosenthal i slottet.

Det lignede efterhånden en ydmygelse af hjemmeholdet, men de unge Herlev-gutter gav aldrig op, og de fik en lille bonus for det hårde arbejde og gode moral i form af to mål hen mod slutningen af kampen.

Lukas Lundvald spillede en stærk kamp og assisterede på målet til 2-6, som Alexander Sundström satte ind og sluttede selv scoringen af i kampen med sit andet mål og tredje point, da han satte 3-6 efter en styring tæt under mål.

Der var ingen tvivl om at Rungsted var denne kamps stærkeste hold, og de unge hjemmehold, var kommet i menneskehænder. En vigtig sejr for Rungsted, for at holde momentum gående frem i mod fredagens topbrag hjemme i Saxo Bank Arena mod Aalborg Pirates.

Fabian Brunnstrøm satte yderligere tre assister ind på sin pointkonto, og fører dermed pointligaen med 8 points (1+7) for tre kampe. Lille Brendan Connolly rykker med sit hattrick op på andenpladsen i samme stilling.