Rungsted tog også andet stik mod Herlev

Foto:Frank Nielsen/FN SPORTSFOTO

Rungsted Seier Capital-Herlev Eagles 5-2 (1-0,2-2,2-0) Efter vendingen i går i sidste periode, hvor Rungsted gik fra 1-3 til 4-3 i tredje periode, fortsatte topholdet med at dominere fra kampstart i eftermiddag i Bitcoin Arena. Rungsted endte med at vinde 5-2 over gæsterne, der mere og mere ser ud til at være “favorit” til at skulle spille playin, når det kommer så vidt til foråret. 

Herlev fik tre udvisninger i første periode og overlevede de to første. Derefter gik den ikke længere. Rungsted leverede et glimrende powerplay, som Charlie Sarault afsluttede på fin manér. Åbningsmålet og det eneste i en første periode, hvor Herlev i store træk ikke havde en eneste målchance. 

 
Gæsterne fik et hurtigt powerplay i anden periode, hvor Rungsted blev spillet rundtosset i flere omgange. Lillie leverede et par gode parader, og i stedet kom Rungsted af sted og øgede føringen til 2-0 kort efter. Mattias Persson viste igen-igen klassen og snød både en modstanderback og Clint Windsor. 2-0 til hjemmeholdet. 

Herlev gav ikke op. En af ligaens farligste, Jesper Thörnberg, reducerede hurtigt, men Nikolaj Rosenthal var hurtigt på pletten med en 3-1-scoring. 

Kampen blev mere fysisk og åben i slutningen af anden periode. Masser af chancer i begge ender. Herlev reducerede ved William Quist, og man lagde mærke til, at Mads Carlsen konstant forsøgte at lægge op til slagsmål – også da spillerne var på vej ud efter anden periode. 

Hans hidsighed var heldigvis aftaget i tredje periode, hvor der var stillingskrig og hvor begge hold ledte efter åbningen. Nikolai Gade blev aftenens helt for Rungsted godt 10 minutter før tid, da han konverterede en friløber på Windsor. Ikke en top-afslutning, men ind kom pucken og Robin Bergman lukkede med et minut igen. 

Det var i tomt bur, og Rungsted er nu komfortable 11 point foran nærmeste forfølger SønderjyskE.