Rungsted Seier Capital er en realitet

Rungsted Ishockey tager navneforandring og får en indsprøjtning, der kan mærkes i den daglige drift. Det skriver klubben i en pressemeddelelse i dag, hvor det er offentliggjort, at klubben fra i aften går under navnet Rungsted Seier Capital.

Det er Lars Seier Christensens private investeringsfirma Seier Capital træder således ind som navnesponsor i Rungsted Ishockey, der derfor skifter navn fra og med i dag.

Rungsted optræder fremover under navnet RUNGSTED SEIER CAPITAL og bærer det nye logo på trøjen allerede i aftenens kamp mod Aalborg Pirates i Saxo Bank Arena.

– Jeg har gode erfaringer fra cykelsporten med den kommercielle værdi af at have sit firmanavn som en del af holdnavnet. Det har haft enorm betydning for brandet Saxo Bank med de otte år, banken var engageret dybt i cykling på højeste niveau, siger Lars Seier Christensen.

– Som jeg lagde vægt på, da jeg trådte ind i Rungsted i sommer, så er ishockey en sport på vej frem med øget TV-eksponering og et kæmpemæssigt VM-arrangement i Danmark om to år, og jeg ser derfor en meget spændende eksponeringsmulighed for Seier Capital i dette navnesponsorat, tilføjer han i pressemeddelelsen.

Rungsted Ishockey forbliver i samme ejerskabskonstruktion som tdligere – med Lars Seier Christensen i kredsen af ejere. I sommer trådte han ind i ejerskabskredsen og en aktieemission ændrede firmakonstruktionen fra etanpartsselskab til et aktieselskab.

Med det nye sponsorat får Rungsted også tilskud til driften.

– Med denne aftale får vi nogle nye, spændende muligheder for at løfte det sportslige niveau i de kommende sæsoner. Vi har løbende styrket vores forretningsmodel stabilt og sikkert med hjælp fra en stor og engageret partnerkreds, og målet er helt klart, at vi også på isen skal styrkes, så vi kan spille med højere oppe i tabellen.

– Vi har både en kortsigtet og en langsigtet plan for det sportslige, og på begge niveauer kan vi nu opgradere med dette tiltag, siger Rungsted-direktør Thomas Friberg i pressemeddelelsen.