Rungsted: Røgsynderne er fundet

Som de fleste kunne se på TV2 Sport i går – hvis ikke man var i Saxo Bank Arena – blev kampen i tredje periode stoppet af røg, som lagde sig som en dyne over isen. Der var enkelte fyre, der gik lidt for meget over gevind med pyroteknikken, men vedkommende er fundet, skriver Rungsted Ishockey Support.

Supporterklubben skriver følgende på sin hjemmeside:

– Tak til alle som bidrog til den fantastiske stemning i hallen i aften (fredag aften). Desværre blev vores sejr lidt overskygget af nogle fjolser som fyrede pyro af De personer, der tændte pyro, er identificeret – og er ikke medlem af support. Disse personer kan se frem til karantæne.

– Aftenens episode var meget tæt på at koste sejren, og vi tager skarpt afstand.

Rungsted vandt som bekendt 7-1 over gæsterne fra Rødovre og nordsjællænderne fører dermed Metal Ligaen med samme pointtal som Aalborg Pirates, der også har maksimumpoint efter tre kampe.