Rungsted-ledelse vil sende 20.000 VIP-gæster til VM

Vojens Efterskole
Foto: Royal Arena og 3XN

Kom på en god restaurant, se en VM-kamp i Royal Arena og afslut kampen på en vinbar inde i centrum af København.

Rungsted Seier Capital-ledelsen med Finn Rosenthal i spidsen kalder VM 2018 et “once in a lifetime”-projekt, og derfor satser klubben hårdt på et koncept, som man håber på skal bringe 20.000 VIP-gæster til VM-ishockey.

Konceptet er som kort forklaret ovenfor: Rungsted Seier Capital har allieret sig med 23 gode restauranter i København, hvor klubbens VM-gæster kan indtage en god middag, inden de bliver fragtet direkte til Royal Arena (der er også enkelte kampe i Herning på programmet) og derefter bliver de fragtet ud i byen igen, hvor folkene bag eventen igen har sørget for, at der er booket borde.

Som krydderiet på kagen får VIP-gæsterne “ishockeyundervisning” af en ishockeyspiller fra Rungsted Seier Capital, eller måske en af de andre sjællandske klubber.

– Vi vil gerne være med til at skabe mere hype omkring VM, og nå mennesker, der ikke normalt går ishockey. Derfor har vi skabt den her event, der passer perfekt til virksomheder og folk, der ikke har været til hockey tidligere. Vi regner med at komme i kontakt med 60.000 virksomheder via vores netværk – og vi sælger både i Danmark og i udlandet, siger Finn Rosenthal.

– Vi har arbejdet stenhårdt på at få konceptet op at køre, og det betyder, at vi til hver eneste kamp, vi udbyder, kan håndtere 1600 gæster. Det siger sig selv, at det kræver en del logistik, men vores erfaring siger, at en event skal være mere spektakulær end blot en ishockeykamp, siger Finn Rosenthal.

Han påpeger den succes, Rungsted Seier Capital har skabt med events for klubbens eget netværk og tiltrækningen af virksomheder, der ikke tidligere har haft kontakt med ishockey. Den succes forsøger klubben altså at overføre direkte til VM. Der kan kun købes pakker til minimum 10 personer, og Finn Rosenthal har gjort sit forarbejde.

– Det er klart, at vi ikke sætter noget sådant i værk uden at researche først. Vi har været ved 60 virksomheder med konceptet i forberedelsesfasen og kun to sagde direkte, at det ikke var noget for dem. Derfor tror vi på succes, og har allerede modtaget de første bestillinger. Min mavefornemmelse er god, siger han.

Finn Rosenthal håber, at andre danske klubber vil tage teten op og lave arrangementer omkring VM 2018.

– Vi har på ingen måde lagt skjul på vores planer, og det her skal tjene til inspiration for vores kolleger rundt omkring i klubberne og andre aktører i dansk ishockey. VM er “once in a lifetime” for dansk ishockey, og desto mere, vi kan brede kendskabet til sporten ud, desto bedre, siger han.

Rungsted-folkene har arbejdet 10 måneder på konceptet. Se mere ved at klikke her: