Rungsted kvalificeret til Metal Final4

Foto: Daniel Pullen / Bluelinemedia.dk

Vi skal helt frem til weekenden 25.-26. januar før Metal Final4, slutspillet i pokalturneringen, afvikles i en endnu ikke kendt arena. 

Men allerede nu kan vi slå den første deltager fast, og vi kan næsten også kåre deltager nummer to. 

Rungsted vandt 3-0 over Rødovre i aftes, og det betyder, at nordsjællænderne – ligaens øjeblikkelige tophold – nu er kvalificeret til kampen om sæsonens første titel.

Frederikshavn White Hawks er tæt på, men ikke helt i mål endnu. Nordjyderne kan ude i den yderste teori stadig miste pladsen til Herning Blue Fox. Det kræver dog Herning-sejre i de næste fem kampe, mens Frederikshavn ditto skal tabe de kommende fem kampe frem mod “cuttet” 20. november. 

Med al respekt, så ligner det næsten en umulig opgave for midtjyderne.

Aalborg Pirates med 28 point for 14 kampe og et solidt forspring til femtepladsen virker også til at være en sikker Final4-deltager, hvis ikke de forsvarende pokalvindere smider formen totalt de næste uger.

SønderjyskE er favorit til den sidste og fjerde plads grundet et forspring, der lige nu er på fem point ned til Herlev, der endda har spillet en kamp mere end holdet fra Vojens. Sønderjyderne har yderligere point ned til Herning og Esbjerg, der også har spillet 13 kampe som SønderjyskE, men bare 1,5 point i snit i de næste fem kampe synes godt at kunne sikre SønderjyskE en plads i den eftertragtede slutrunde.